Af Conny-Louise Pedersen
Foto: Pernille Ringsing
Lovemade til små maver
Bedre babymad! Det er drivkraften hos Silvia Wulff, der står bag konceptet lovemade. Hendes økologiske babymad er på frost, og opskrifterne på de seks varianter er udviklet af kokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. For babybørn fortjener selvfølgelig det bedste af det bedste – også, når det gælder smag.
’lovemade er navnet på det mest velsmagende og sunde, hurtige måltid, din baby nogensinde har fået – udviklet af en mor, der fik nok af dårlig babymad. Vær med til at få lovemade til at lette.’ Sådan lød budskabet på invitationerne til at holde et ’Lovemade mommyparty’ for ens mødregruppe, da lovemade blev lanceret med en onlinekampagne sidste år. Moren, som fik nok af dårlig babymad, er 33-årige Silvia Wulff. Hendes nærmeste inspirationskilder til lovemade er manden i hendes liv, som også er iværksætter, og parrets børn, Fiona på tre og Sienna på under et år.
De første 150 mødre, der reagerede på kampagnen, fik mulighed for at få en gratis baby tasting-menu på frost leveret til døren. Seks bægre med masser af smag og sunde sager som gulerod og pastinak med havtorn, græskar og hirse med kanel, kardemomme og stjerneanis, ragout med okse, kartofler med tomat, laurbær, hvidløg og laks, ærter og pastinak samt æbler og blåbær.
Ideen var, at de 150 kvikke mødre kunne holde et hjemmeparty for deres mødregruppe og stifte bekendtskab med den ny slags babymad. Se det, smage det og snakke om det. På den måde kom Silvia Wulff hurtigt ud til omkring 1.000 mødre med sit produkt. Ret genialt og innovativt. Og helt i Silvias ånd.
Mere kvalitet til babyer
Silvia Wulff er oprindelig produktionsleder inden for tv- og filmproduktion, og da hun skulle være mor for første gang, havde hun overhovedet ingen planer om at blive iværksætter. Og slet ingen forestilling om, hvad hendes nye liv som mommy snart skulle indebære i et større perspektiv. Men der gik ikke lang tid, før hun så et hul i det danske marked for babymad, hvilket blev starten til lovemade – og et forretningsliv med glæder, udfordringer, sejre, investeringer og mod i maven.
’lovemade blev skabt, fordi jeg som mor savnede et bedre alternativ til babyfastfood end det, der var i butikkerne. Fra fire måneder og op til et år spiser de små rigtig meget mos, så det undrede mig, der ikke var nogen, der lavede noget kvalitets mad til de små i en tid med stigende fokus på babyers sundhed og udvikling, herunder vigtigheden af flere forskellige smagsstimulanser i de første år af barnets liv. Mange har tendens til at tro, at mad til babyer skal gøres så neutralt som muligt. Men forskning viser faktisk, at det er vigtigt at udvikle og stimulere babyers smagsløg, allerede fra de er helt små. Så det måtte der gøres noget ved,’ siger Silvia.
60.000 børn om året
Herefter fulgte Silvias samarbejde med Kirk+Maarbjerg om udviklingen af produktet med fokus på kvalitet, smag og renhed.
-Vores holdning er, at gode råvarer, økologi og god smag skal gå hånd i hånd, og at lovemade skulle være et rent og ethundrede procent økologisk produkt. Det var også derfor, vi valgte at bruge naturens egen konserveringsmetode, dybfrost. På den måde kan man bevare alt det naturlige i maden og undgå alle tilsætningsstoffer,’ fortæller Silvia, som foruden Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg havde ernæringsekspert Gitte Gross med inde over udviklingen af lovemade.
Et er at finde samarbejdspartnere, produktionsforhold og investorer. Produktet skulle også ud hos kæderne. Der bliver født ca. 60.000 børn i Danmark, og selvom det for nogle kan lyde af meget, så er der tale om en målgruppe med begrænset volumen. Men kæderne var heldigvis lydhøre, og i dag, to og et halvt år efter, Silvia fik ideen til lovemade, kan man finde hendes babymad hos bl.a. Irma, Kvickly og SuperBrugsen og hos Mad&Vin i Magasin og Supermarché i Torvehallerne.
Bedst i test
’Alle kæderne kommenterede straks, at produktet var på frost. Det var både en fordel og en ulempe, fordi vi så skulle flytte en målgruppe til frysedisken, og det tænker man ikke er så svært, men det er det. Noget af det sværeste er jo at ændre folks indkøbsvaner. Også selvom der er rigtig meget fokus på, at frost faktisk har mange fordele,’ fortæller Silvia.
Men at lovemade er et supergodt produkt med struktur, som stimulerer udvikling, er der ingen tvivl om. Og konceptet har fået flere anerkendelser med på vejen.
’Vi er lige blevet kåret som ’Bedst i test af babymad’ i BT, hvilket jeg synes er ret godt gået. Det gør mig rigtig glad, at en lille dansk spiller på markedet vinder over de store industrigiganter, som har lavet babymad i mere end 50 år. Men jeg vil ikke lægge skjul på, det er en sej kamp at få et nyt produkt som lovemade på markedet,’ siger Silvia, der her hentyder til, at det er sin sag at skabe en fødevarevirksomhed fra bunden, og at det vil være godt med nogle flere ressourcer til at øge kendskab og salg, hvis lovemade skal have succes i længden.
Derfor er Silvia nu også i gang med at lægge en strategi for det svenske marked. Og måske Lovemade med tiden også får en lille barnefod ind i Kina, hvor Silvia for nylig var inviteret til at præsentere sin babymad på frost – lavet med kærlighed. Det er klart!




