hjort_med_cofoco_og_cph_food

Af Danny Christensen
Foto: Danny Christensen & Rasmus Linaa – danoirNYC.com

Hjorte & hjertebanken

Catskills National Park nord for New York City var jagtmarker for den nordamerikanske mohikaner-stamme i hundredvis af år. I dag er området støvsuget for tomahawker og krigsmaling. Til gengæld kan du både støde på ulve, brune bjørne og whitetail-hjorte. En sen efterårsdag fik de selskab af en madglad dansker. Vi er taget med The Urban Huntsman på buejagt.

Jeg befinder mig nord for New York i Catskils National Park. Det er ikke meget søvn, jeg har fået. Men sådan er det altid inden en jagt. Derfor er jeg også oppe, i tøjet og klar til at drage af sted, allerede før mit vækkeur ringer. Det er kulsort udenfor. Og græshoppernes tidlige efterårssymfoni fylder natten med musik, som får New York Symfonien på The MET til at lyde som muzakken i et indkøbscenter. Jeg tager de første skridt ind i den mørke skov og mærker en anden verden slutte sig omkring mig. En verden hvor det enkle og simple er en kvalitet. En verden af gode historier. Min hjerterytme stiger, og jeg føler adrenalinen pumpe – drevet af mine forventninger til jagten. En snert af uhygge sniger sig ind på min krop som et logisk resultat af, at jeg bevæger mig ind i en mørk skov, hvor jeg ikke længere er det øverste rovdyr i fødekæden.

Foran mig venter en stejl 45 minutters vandretur op ad bjerget til min hochsitz, og det er stadig helt mørkt. En hochsitz er en skydestand hævet over jorden, der hjælper mig med at få bedre udsyn over jagtområdet. Efterhånden som jeg klatrer længere og længere op, er himlen mod øst ved at skifte farve. De mørkeblå nuancer giver efter for en lysere blå med smukke orange og lilla toner. Vel til rette i min hochsitz har jeg en udsigt på godt 150 meter i alle retninger. Og jeg er kun 15 meter fra en sti, som hyppigt bliver anvendt af områdets dyr – blandt andet hjorte og bjørne. Det er ikke første gang, jeg er her. Jeg har tilbragt adskillige sensommermorgener i skydestanden – eller hochsitzen –  på udkig efter, hvad efterårets jagt eventuelt kunne byde på. Jeg har tidligere været heldig at se 6–12 hjorte på en dag. Og nogle gange bjørne, prærieulve, mink, vaskebjørne og kalkuner, så jeg er meget håbefuld. Solen stiger op bag mig, og de høje træer får det første kys af morgensolen på spidsen af de øverste blade. Strålerne bliver reflekteret og sendt i et farverigt, laserlignende lys gennem skoven. Der er helt stille. Her rører sig ikke en vind, og jeg kan høre alt, hvad der foregår i skoven. Det vil sige, hvis der foregik noget. Der er underligt stille, dødsensstille. 

Hidsig gnaver

Min opmærksomhed drages konstant i en 150 graders vinkel på min højre side, hvor der løber en lille sti, som kommer fra den anden side af bjerget. Området fanger af uforklarlige årsager altid min opmærksomhed til trods for, at jeg aldrig har set noget dyr i den retning.

Endnu en time går, men pludselig bliver tavsheden brudt i den ellers stille skov. Det lyder som noget stort – måske en bjørn. Jeg kan ikke spotte noget i retningen af lyden. Men lyden af tørre blade, som bliver skubbet rundt, fortsætter. Den kommer fra et område ved et kæmpe grantræ, som under den sidste store storm bukkede under, og som nu har fundet sit endelige hvilested på skovens bund.

Så ser jeg den. Mellem de store grene stikker den sit hoved frem. Til min store skuffelse opdager jeg, at det bare er et rødt egern. Et egern!!! Virkelig?! ”Hvordan kan sådan et lille kræ lave så meget larm, at jeg tror, den er en bjørn?” tænker jeg, mens min puls finder sit normale leje igen.

Efter endnu en time er skoven nu fuld af aktivitet. Dyrene er ude for at fouragere og opsamle føde inden den kommende vinter. Jeg behandler hver eneste lyd som et potentielt varsel om, at en stor hjort er på vej. Og når det sker, hamrer mit hjerte af sted under mine fire lag tøj.

Det perfekte skud

Pludselig hører jeg lyden af noget, som bevæger sig gennem de tørre blade. Jeg vender mig hurtigt mod højre. 100 meter fra mig kommer en hjort gående på den sti, som har tiltrukket min opmærksomhed gennem de seneste to år, men som jeg aldrig tidligere har set noget dyr på. Med konstant fokus på hjorten griber jeg rundt om træet med min venstre hånd for at løfte buen fra sin krog. Men jeg kommer til at skubbe til buen, så den ved et uheld rammer stativet, hvilket fremkalder en pludselig lyd. Hjorten ser straks op mod mig, og jeg stivner. Med min venstre arm strakt helt bagud holder jeg min bue i en 110 graders vinkel bag mig – jeg står helt stille. Min skulder brænder. Det gør ondt, og jeg begynder at ryste. Tankerne flyver gennem hovedet på mig, mens jeg sigter på hjorten, som stirrer i retning af mig. ”Kom nu lille hjort, gå nu videre,” tænker jeg, mens mine arme føles, som om de er ved at syre til.

Med ét bryder hjorten sin koncentration. Den snuser et par gange for at sikre sig, at der ikke er nogen fare, sænker hovedet igen og tager nervøst et par skridt fremad. Hjorten kommer op ad stien med rolige skridt. Der går kun kort tid, før den helt perfekte skudvinkel opstår. Jeg forudser, at når hjorten passerer træet mellem stien og mig, får jeg min eneste chance for at trække buen helt tilbage, uden den opdager mig. Den er der næsten, 3–2–1. Jeg trækker buen tilbage i en glidende bevægelse. Hjorten stopper op et splitsekund, men kommer som forudset frem bag træet. Den er kun 10 meter fra mig. Jeg har mit sigte indstillet på dens hjerte, og jeg følger den, mens den tager et par skridt fremad, indtil den står på det helt perfekte sted.

Med et lille bjæf får jeg hjorten til at stoppe op og løfte hovedet på ny. Jeg lader forsigtigt spidsen af mine fingre slippe taget i buestrengen og ser pilen flyve gennem luften. De næste sekunder oplever jeg alt i slowmotion. Jeg ved, det er et godt skud, og det bliver bekræftet af lyden fra pilen, da den rammer hjorten. Den sætter i et panisk løb, men falder død om efter godt 25 meter. Pilen gik ikke bare lige gennem dyrets hjerte, men også gennem resten af kroppen, og jeg finder den i jorden bag hjorten.

For første gang i mange timer mærker jeg sult. En følelse, der er lige så dyrisk og naturlig som frygten i hjortens øjne sekundet, før min pil gennemborede den. Adrenalinen og spændingen har skubbet behovet for mad i baggrunden – men nu er det tilbage. Der venter et stort arbejde med at ordne hjorten de kommende timer, inden de bedste stykker skal over bålet. Men jeg ved, det bliver det hele værd.

Copenhagen Food Magazine, Amager Landevej 119, 2770 Kastrup