cph_food_og_mcd

Af Troels Kølln
Foto: Wichmann+Bendtsen & Troels Kølln

Guatemalas stolthed: Den lille, glade kasse

Yolanda Fernández de Cofiño er selverklær-et opfinder af et af verdens mest solgte måltider nogensinde. Og i øvrigt en kilde til stor stolthed i mellemamerikanske Guatemala. Men der er alligevel noget, som ikke stemmer.

”Uhh, hvor jeg elsker dig, lille skat. Uhh, du er da bare den bedste, hva’?” hvisker Yolanda Fernández de Cofiño fra sine rosenrøde læber og giver sin fire måneder gamle American Esquimo-hund, Nina, et stort kram.

Ingen, der træder ind på Yolanda Fernández de Cofiños kontor, kan være i tvivl om hendes succes. Efter at være blevet scannet og sikkerhedstjekket i lobbyen tager man en af seks elevatorer til 15. etage, bliver godkendt af receptionisten, og endelig, på vej mod kontoret, passerer man utallige rækker af montrer, hvor ærespriser og lykønskninger står udstillet bag skinnende rent glas. ”Din indsats er uvurderlig. Tak for alt, du har givet Guatemala,” lyder inskriptionen på en af dem.

68-årige Yolanda Fernández de Cofiño, der tager imod mig klædt i en hvid, stribet sweater, er direktør for McDonald’s i Guatemala, Nicaragua, Honduras og El Salvador. Nina har har en brun, stribet sweater. Hun er den race hund, der kan være i håndtasken, men foretrækker sin hundekurv i hjørnet af kontoret med udsigt til Guatemala By, zone 10, det mest velstillede kvarter i hovedstaden.

Yolanda Fernández de Cofiño er kvinden bag verdens måske mest kendte måltid, fortæller hun. Glem alt om Nomas nye nordiske køkken eller El Bullos forgangne fusionsinnovationer. Deres indflydelse på almindelige menneskers madvaner er intet i forhold til Yolanda Fernández de Cofiños bedrift. Hun er kvinden bag et måltid, der er smagsneutralt, masseproduceret og uden særlig næringsværdi, men stadig så populært, at det har forandret madvaner for familier verden over. Med ingredienser som frysetørrede løg, oksekød med høj fedtprocent og hvidt brød med et sukkerindhold så højt, at overfladen bliver karamelliseret efter en tur i toasteren, er myndigheder verden over sågar begyndt at lovgive imod det i et forøg på at sikre folkesundheden. Der er naturligvis tale om la cajita feliz: den lille, glade kasse. Eller som vi siger i Danmark: Happy Meal.

Fra bøller til børn

”Hvis jeg skal vælge noget, er Big Mac min yndlingsburger. Men jeg spiser næsten aldrig på McDonald’s længere,” siger Yolanda Fernández de Cofiño og fortsætter, ”for jeg kan ikke lide maden.”

Yolanda Fernández de Cofiño, selverklæret opfinder af Happy Meal, er en kvinde, der går sine egne veje. Da hendes mand overtog en restaurant i 1974, og Yolanda Fernández de Cofiño begyndte at arbejde der året efter, var McDonald’s stadig et nyt brand i Guatemala – et dårligt brand vel at mærke.  Noget skulle gøres.

”McDonald’s havde fået et meget dårligt ry som et sted, man ikke skulle tage hen. Det var et sted for malas, dårlige typer, der brugte det som et sted at hænge ud. Så vi gjorde noget, man aldrig kunne have gjort i dag – nægtede at betjene de typer, vi ikke kunne lide,” siger hun med en stemme så lys som indersiden af en McNugget.

”Senere begyndte jeg at tage hamburgere med på mine børns skole hver torsdag, hvor jeg delte dem ud til skolekammeraterne. Det var en måde at nå forældrene og vinde familierne tilbage,” forklarer Yolanda Fernández de Cofiño.

På Hamburger University, McDonald’s 12.000 kvadratmeter store uddannelsesinstitution i Illinois, lærte Yolanda Fernández de Cofiño, at de klassiske børnefødselsdage hos McDonald´s ikke måtte bestå af flere end fem børn. I Guatemala, hvor det er normalt at få fem eller flere børn, gav det ingen mening. Men beskeden fra McDonald’s’ hovedkontor i USA var klar – følg reglerne.

Derfor ændrede hun navnet børnefødselsdag fra den amerikanske betegnelse til den latinamerikanske betegnelse. Og da den ikke eksisterede i burgerkædens regelsæt, var vejen banet for piñatas, hjemmebagte kager og lige så mange børn, der var plads til. 

En klassiker ser verden

En dag i slutningen af halvfjerdserne var hun som sædvanligt på arbejde i sin mands restaurant, da hun så en mor, der havde købt en Big Mac til sin lille søn. Men han kunne ikke spise op og var begyndt at lege med maden. Som mor til fem vidste Yolanda, at de færreste forældre i Guatemala – et land hvor penge ikke hænger på træerne, men børn gør – havde råd til at købe mad, der ikke blev spist op.

”Dengang kunne en Big Mac lige så godt være en bil. Folk vidste ikke, hvad det var. Så når børnene sagde, det var den burger, de ville have, så fik de den. Men de kunne jo aldrig spise op. Det var dér, jeg fik idéen om en børnemenu med legetøj,” siger Yolanda Fernández de Cofiño.

Menu Roland hed menuen i de tidlige dage i 1978. Det var en hamburger, pomfritter, cola, en lille klat sundae-is i de forme, der normalt blev brugt til ketchup, og så naturligvis det vigtigste, et stykke legetøj købt på det lokale marked.

”Vi havde ikke så mange penge dengang, så jeg tog ned på markedet og købte det billigste legetøj, jeg kunne finde,” husker Yolanda Fernández de Cofiño, der efter noget tid blev opsøgt af en amerikansk McDonald’s-ejer.

”Han var vild med Ronald-menuerne og overtalte mig til at præsentere konceptet på en McD-konvention. Og derefter blev konceptet sendt videre til et PR-bureau, der gjorde det mere sofistikeret, fik produceret legetøj af højere kvalitet og pakkede det hele ind i en kasse. Det var sådan, Happy Meal kom til verden.” 

Guatemalas stolthed

I dag er McDonald’s den største madkæde i Guatemala med 24 restauranter. En position, der er stærkt hjulpet på vej af de 359.503 Happy Meals, de har solgt i år. Om måneden.

Det er på sin vis ironisk, at den nordamerikanske fastfoodkultur er så stærk i Guatemala. USA er landet, der med en hemmelig CIA-mission fik fjernet Guatemalas første demokratisk valgte præsident, hvilket blev starten på 30 års militærjunta. USA er også landet, der senere smittede guatemalanske straffefanger og psykisk syge med syfilis for at se, om de kunne finde en vaccine.

Men mens langt fra alle guatemalanere er klar over ovenstående, så ved rigtig mange, at Happy Meal er opfundet i Guatemala. Landsdækkende aviser fortæller konstant historien, og diverse internetblogs praler om det. Én kalder det oven i købet for ”beviset på den innovation, som sikrer, at Guatemala altid vil overleve.”

Hvad der sjældent fremgår, er det faktum, at noget ikke hænger sammen i den historie, Yolanda har fortalt de seneste 20 år. Det første Happy Meal blev ifølge McDonald’s USA solgt i 1977 i Kansas, mens El Menu Roland først blev introduceret året efter. Opfinderen, Robert Bernstein, fik endda en bronzestatuette udformet som et Happy Meal som en ærespris for bedriften.

”Det passer ikke. Jeg ved ikke, hvorfor nogle påstår sådan noget,” siger Yolanda Fernández de Cofiño, da hun hører det.

”Det første Happy Meal blev solgt i 1989. Det er jeg sikker på.” Og det skal siges til Yolanda Fernández de Cofiños forsvar, at diverse historier på nettet bakker hende op i, at hun er Happy Mealets mor.

Men uanset om det er sandt eller ej, er Happy Meals oprindelse i Guatemala en historie, der bliver fortalt med stolthed. I et land, hvor halvdelen af befolkningen lever for under to dollars om dagen, en tredjedel af prisen for et Happy Meal, er det en luksus, der ikke er alle forundt. I særdeleshed ikke de oprindelige maya-folk, der i århundreder har været diskrimineret, undertrykt og i perioder benyttet som slaver.

For mange guatemalanere er det stadig noget fint at spise på McDonald’s. Det er en stor ting, at Happy Meal – ifølge befolkningen – er opfundet her.

Copenhagen Food Magazine, Amager Landevej 119, 2770 Kastrup