Af: Frederik Munch
Foto: Anne Dokter
Jeg fik en cigaret af taxachaufføren og lænede mig tilbage i det plysbelagte bagsæde. Sugede det hele ind. Den fade, femten timer lange flyvetur fra Danmark var så godt som glemt. Barbara, min kæreste og min rejsekompagnon, fandt et søvnigt smil og adressen til vores hostel frem.
Jeg elsker ankomsten, den første cigaret – den man altid får af chaufføren – duften af benzin, forventningerne, forstæderne, der ruller forbi taxaens beskidte ruder, det fremmede klima, lysene, lydene – alt!
Efter en halv time var vi i byen. Seks drenge spillede fodbold under en bro, mennesker på alle gader, biler i køer, busser med sort udstødning, knallerter, cykler, indbydende lys. Overalt små cafeer og barer. Klokken var 23, og restauranterne var fyldte. Her spiser man sent. Her lever man om aftenen.
Vores hostel var fint. Nogenlunde rent og nogenlunde beliggende. Fra tagterrassen var der en dejlig udsigt over byen. Vi befandt os i udkanten af den berømte bydel La Boca, tæt op ad San Telmo. Bygningerne var koloniale og i smukke farver. Vejtræer svajede i vinden, en grøn park lå et par hundrede meter fra os.
Vi gik en kort tur rundt om blokken og så nærmere på parken. På restauranten ved siden af det hostel, vi boede på, bestilte vi en flaske af husets vin, fire argentinske pølser og en bife de chorizo – bøffen, som taxachaufføren havde anbefalet. Der var intet tilbehør, kun lidt olie, men kødet var mørt og saftigt, og vi havde ikke brug for kartofler, sovs, salat eller noget som helt andet. Det var midnat. Stort set alle bordene var optagede. Alle bestilte fra grillen, og en uimodståelig duft af grillet kød lå svævende i lokalet. Vi var fremme.
Barbara shoppede i San Telmo. Kvarteret, der er fyldt med markeder, små forretninger med tøj, smykker, ure, solbriller – junk! Men flot junk. Jeg havde lejet en cykel og var på vej ind i La Bocas slum. Dagen før forvildede vi os fra Caminito, det turistede område i La Boca, til slummen. Her stod højhusene beskidte og dystre. Sorte ruder lignede døde øjne, og der var ikke mange mennesker på gaden. En gammel, rynket mand bad os ærbødigst vende om. Vi takkede, vendte om, og tilbage i Caminito så vi tango og drak os fulde i rødvin.
Nu var jeg på vej tilbage til slummen. Iført mit grimmeste tøj, uvasket og lidt nervøs. Vasketøj flagrede fra tomme altaner. Indimellem kunne jeg se nogle drenge på et gadehjørne. Små flokke af drenge spillede fodbold på hullet asfalt bag et iturevet hegn. Jeg havde lyst til at stoppe og betragte deres spil, spotte den nye Maradona, men lod være og holdt pedalerne i gang. Nu havde jeg set det, nu var jeg den oplevelse rigere. Jeg skyndte mig hjem – blot for at møde Barbara, pakke og rykke videre til et nyt kvarter. Recoleta.
Recoleta er Buenos Aires’ Frederiksberg. Grønt, charmerende, fyldt med gamle mennesker og barnevogne, gallerier, designerbutikker og gode caféer. Når jeg er i storbyer, flytter jeg gerne rundt. For at bo i nye kvarterer. Og selv om taxaerne i Buenos Aires intet koster, synes jeg stadig bedre om at være i forskellige kvarterer, blive der. Også om natten. Få det hele med. Alle gader har en særlig lyd, alle hjørner en særlig stemning.
Om aftenen havde vi bord på La Vineria de Gualterio Bolivar. En lille, hyggelig restaurant i San Telmo med en rising star at gøre godt med. Chefkokken var tidligere ansat på El Bulli. Mere vidste vi sådan set ikke. Det blev starten på en vild nat. Nitten små retter på fjorten serveringer. En god hvidvin og en fantastisk rød. Finca la Anita, Petit Verdot 2005. Tjeneren var afslappet og professionel. Maden perfekt. Moderne, anderledes og fyldt med spændende ingredienser, jeg aldrig før havde hørt om, fra det sydamerikanske kontinent. Det var en af mit livs største gastronomiske oplevelser, et vildt eventyr i smag og velvære. Og det var ikke dyrt. 700 kr. for det hele. Vi kunne derfor ikke lade være med at lægge alt for mange drikkepenge og trykke tjenerens hånd adskillige gange. Resten af natten drak vi cocktails i Palermo-området. Ud på morgenen blev vi inviteret til privatfest i en penthouselejlighed. Udsigt til Uruguay, byens neonlys og smukke, argentinske piger. Det kan godt være, at Argentina er et af de lande, hvor plastikkirurgi er mest almindeligt, men hold da kæft, hvor ser de godt ud. Personligt tror jeg, at det er kosten. Bøffer og tomatsalat. Hver dag.
Dagen efter kastede jeg op fra min balkon. Klokken var 15, og jeg var lige vågnet. En hidsig sol brændte ned over byen, og vi besluttede at blive inden døre, til den var væk. Her lever man alligevel om aftenen.
Vi havde været i byen i en uge og havde tre tilbage. Et par timer tidligere var vi blevet inviteret til en kæmpe nytårsfest. Tre uger mere virkede næsten som for lidt. Jeg var forelsket i byen. Solgt til stanglakrids. Og jeg havde kun set en brøkdel af den. Det kan godt være, at Argentina og Buenos Aires ligger langt fra Danmark, men når først man er her, vil man ikke væk. Maden er billig, kvinderne guddommeligt smukke, trafikken vild, musikken romantisk og kunsten ny. Alt er nyt, alligevel kender man det. C
