Af: Frederik Munch
Foto: Frederik Munch & Barbara Sievers

Istanbul 2 dage for 1.500 pr. mand

785 Lira tilbage (3.000 kr.)

Stærk kaffe og vandpiberøg, moskeer og kirker, kebab og snørklede gader fyldt med krimskrams og energiske sælgere. Sådan forestiller jeg mig Istanbul. Flyet er netop landet, og nu starter vores eventyr i Tyrkiets kulturelle hovedstad, der med sine cirka 15 millioner indbyggere er en af verdens største byer.

Der er langt fra Sabhia Gökçen International Airport og ind til selve Istanbul, i hvert fald til den bydel, hvor vores hotel ligger. Og det lader ikke til, at der er noget offentlig transport. Men med minibus, der sætter dig af på hotellets dørtærskel, koster det kun 60 Lira. Så sådan en snupper vi, Barbara og jeg.

725 Lira tilbage

Vi ved ikke rigtig noget om det tyrkiske køkken, og imens chaufføren kører vildt og vanvittigt – som man gør i Tyrkiet – taler vi lidt om, hvad vores forventninger er. Det kan ikke være kebab det hele eller for den sags skyld ting pakket ind i vinblade serveret med oliven og en klat klumpet yoghurt. Klokken er 18 mandag aften, og vi er sultne. Jeg har fået anbefalet at spise fisk i Istanbul, og vi beslutter derfor at finde en fiskerestaurant, så snart vi har tjekket ind på hotellet.

Efter lidt over en times kørsel sætter minibussen os af foran Hotel Deniz Houses, hvor vi skal bo de næste to døgn. Hotellet ligger på Kucukayasofyai i Sultanahmet – det nok mest turistede område fyldt med gamle monumenter, moskeer, kirker, basarer osv. Mørket har allerede lagt sig om Istanbul, solen er sunget ned, men den kæmpemæssige bys millioner af hjem lyser op i aftenmørket. Bosphorus-broen står symbolsk mellem de to kontinenter og er oplyst af et blåt skær. Ligeledes er der lys inde fra Deniz Houses, men der er ingen receptionist. Barbara og jeg står og kigger lidt på hinanden, før hun giver sig til at kalde, og jeg begynder at vandre det beskedne hotel rundt. Vi finder receptionisten i en anden bygning, hotellet er åbenbart delt i to. Receptionisten ligner Dracula. Han er bleg, nærmest grå, glatbarberet og har slikhår, der tilbagestrøget ligger over hovedet og går ham til midt på ørerne. Under de rødlige øjne har han mørke rande, og hans jakkesæt er som taget ud af en 70’er-film. Dracula får vores pas, skriver os ind og spørger, om vi allerede nu vil bestille en minibus tilbage til lufthavnen. Han kan skaffe en rigtig lækker Mercedes til kun 45 euro , cirka 95 Lira. ”I’m okay with a Fiat,” siger Barbara, men han forstår ikke den meget sofistikerede joke og bliver ved med at tale om den lækre Mercedes, hvor svært det er at komme fra byen til lufthaven, og at man endelig skal bestille i god tid. Vi siger pænt nej tak, flere gange, og får langt om længe nøglen til vores værelse. 100 Lira bliver det for to døgn. Det inkluderer morgenmad, og så er der altid kaffe, te og småkager til rådighed på øverste etage, hvor der også er udsigt over havet.

625 Lira tilbage

Værelset er meget småt, men fint og klinisk rent. Vi smider vores ting og skynder os ud for at spise aftensmad. Vi vil til Galatabroen, hvor vi har fået at vide, at der ligger fiskerestauranter på stribe. Og det er fisk, vi har lyst til. Vi finder et lille kort på bagsiden af en brochure i receptionen. Igen holder Dracula os fanget med sine selvprofilerende tilbud: Han kan ringe efter en bil, der gratis kører os til en god fiskerestaurant og tilbage igen, når vi har spist. Han nævner også lige lufthavnstransporten igen. Og understreger vigtigheden i at bestille en vogn. Høfligt siger vi farvel og skynder os væk.

På vej til Galatabroen har Barbara en indre diskussion med Dracula. Vi går langs vandet, mest for ikke at gå forkert, passerer Topkapi-paladset og erfarer, at trafikken er helt og aldeles anarkistisk. Som vi nærmer os broen, dukker flere og flere små, mobile gadekøkkener op. Der sælges kebab med både fisk og kød, muslinger, juice og grillede kastanjer. Duftene rammer vores næser og genererer øjeblikkeligt mere sult, men vi fortsætter mod broen og fiskerestauranterne.
Uden for de mange restauranter ligger et utal af fisk, rejer og blæksprutter i alle størrelser på vogne fyldt med is. Et utal af sælgere prøver at gafle os til netop at spise på deres restaurant. Vi sætter os på Sanat Cafe & Restaurant. En bars koster 14 Lira, og det er inklusiv tilbehør og efterfølgende frugttallerken og så tyrkisk kaffe. Noget tyder på, at det bliver meget nemt at klare sig for vores budget her. Tjeneren kommer rullende med hele fiskevognen og spørger, om vi vil have den store eller den lille bars. Vi vælger selvfølgelig den store. Han holder også to jumborejser op og spørger, om vi vil starte med dem. Og hvorfor ikke? Vi siger ja og bestiller også to øl og en vand.

Rejerne er o.k., og øllet er dejligt koldt. Fisken er helt suveræn. Tilbehøret er uinspirerende som ind i helvede, men der er nok fisk, så det er ligegyldigt. Vi får også et dejligt frugtfad og så kaffe. Og så regningen. Bang! 148 Lira. Pludselig kostede fisken 75, rejerne 20 stykket, servicen kostede 15 og så selvfølgelig lidt for øl og vand. Jeg beder om en forklaring, men det kommer der slet ikke noget godt ud af. Det er noget med, at man betaler kilopris for de store fisk og stykpris for de små. Men nu er jeg sur! Til sidst bliver jeg faktisk så vred, at jeg direkte tysser på tjeneren, da han for tredje gang prøver at forklare, hvorfor det bliver, hvad det bliver, og beder om at tale med chefen. Chefen kommer med taxa og er en nogenlunde venlig mand. Han sætter regningen ned til 120 og giver kaffe.

Vi går hjem. Barbara synes, at jeg har været pinlig og dum, og jeg er stadig lidt sur – men vi griner begge to, og Barbara har meget travlt med at fotografere mit sure ansigt i aftenmørket.

505 Lira tilbage

Tirsdag morgen. Vi spiser morgenmad på hotellet. En udmærket morgenmad. Og så ud. Vi skal have oprejsning, og det får vi. Allerede i receptionen. Nu sidder der en venlig mand, som kan svare på alle vores spørgsmål og gladelig hjælper og ikke prøver at sælge os dyre pakkeløsninger. Dracula er (pudsigt nok) åbenbart kun natportier. Vi spadserer rundt i de små gader, der i dagslys er utroligt charmerende. Vi går forbi de store og berømte monumenter. Den blå moske, Hagia Sophia, og over Galatabroen, hvor der står mindst 300 fiskere og fanger sardiner og andre småfisk. Vi køber et kort til 6 Lira og to meget lækre granatæblejuicer også til 6 Lira.

493 Lira tilbage

Solen skinner, og vi går rundt i områderne Beyoglu og Galatasaray. Her er smukt, og byen virker uvidende om sin utrolige charme. Gaderne er bakkede, snoede, og husene er skæve og mangefarvede. På gaden Galip Dede nr. 66 finder vi Binbavul Vintage. Et supervildt baglokale fyldt med balkjoler, hatte, briller, skrivemaskiner, sko, slips, masker – alt! Det er billigt og sjovt, og mangler man noget vildt til garderoben, er det et godt sted at besøge.
Så spiser vi kebab. Lige over for Binbavul Vintage. En dejlig og lækker kebab. 6 Lira for to.

488 Lira tilbage

Vi bliver ved med at gå rundt i de gamle, labyrintiske gader. Vores kort er ofte fremme, men til sidst beslutter vi os for bare at gå og se, hvor vi ender. At fare vild kan man vist kalde det. På et tidspunkt ser vi en underlig café og går derind. Selve lokalet er bare et stort udendørstelt. Her står en masse planter, citrontræer og blomster. Der er et bur med kaniner, et marsvin og et egern. Folk ryger vandpiber og drikker te, og vi bestiller da også pibe og te. Da vi får det, får jeg øjeblikkeligt et flashback til 1.G. Vandpibe og te. Jeg mangler bare en joint for at være i den helt rigtige 1.G-stemning. Cafeen er super. Behøver man mere end et par kaniner, et telt og en masse planter for at skabe en god stemning? Selvfølgelig bidrager bønnen fra moskeen, der ligger i baggrunden, og børnene, der spiller fodbold på gaden, til den autentiske stemning. Cafeen ligger på Tophane Tayfun på hjørnet af Kemeralti og er et besøg værd. I alt bliver det 15 Lira.

473 Lira tilbage

Det er aften, og vi skal ud og spise godt. Vi har bestilt bord på en rigtig gourmetrestaurant og går efter deres tasting menu. Restauranten hedder Changa og ligger på Sıraselviler Caddesi 47 (Caddesi betyder gade.) Vi tager derud med sporvogn og metro. En billet koster 1,75 Lira, og man skal købe en ny, hver gang man skifter linje. Det gør vi en gang, så det bliver 7 Lira i alt.

466 Lira tilbage

Da vi kommer ind, tager en mand vores jakker. Vi bliver spurgt, om vi vil starte med en drink. Barbara bestiller en Mojito lavet på mynte, agurk, limejuice, danskvand, rørsukker og vodka. Jeg bestiller en Bloody Mary med wasabi. Begge drinks koster 25 Lira stykket, ikke billigt, men de smager fantastisk. Tasting-menuen består af 13 små retter og koster 110 Lira per person. Den bestiller vi sammen med en flaske Chardonnay til 71 Lira. Og hvordan er tyrkisk gourmet så? Og hvad får man? Overskrifterne på menuen er, som følger: Sellerisuppe med sort, japansk hvidløg. ”Spinat og æg”. Reje med græskar Muhammara på papadum. Kødbolle og bulgur med rød majroe. ”Granatæbleballon”. Kalvebrisler med røget marv og vædet nødde-toast. Ceviche af laks med Antakya gedemælk og kvædechutney. Kyllinge-consommé. Havbars med basilikumsauce og hasselnød/æblelæder. Sorbet af Isabella druer. Kandiseret, vild hibiscusblomst med størknet fløde. ”Cigarillo” af lime-aromatiseret Turkish Delight. Det hele smager hamrende godt og er spændende. Gode råvarer og god servering. Med service på 10 procent bliver det 375 Lira.

91 Lira tilbage

Så går vi på natklub. Araf hedder stedet, og selv om klokken kun er 23, og det er tirsdag, er der godt gang i stedet. Klubben ligger på Balo Sokak, som er en sidegade til festgaden og hovedstrøget Istikal Caddesi. På Araf spiller de overvejende balkan-musik, og folkene i baren, der ligger på 5. sal med udsigt over Istanbul by, bevæger sig eksotisk og smukt. Vi køber to øl (12 Lira), drikker og nyder stemningen en times tid, før vi tager sporvognen hjem (3 1/2 Lira).

75 1/2 Lira tilbage

Onsdag. Morgenmad på hotellet. Ost, pølse og tyrkisk yoghurt med en masse sirup og selvfølgelig kaffe. Så går vi på basar og køber en frugtpresser. Sådan en stor, flot en i stål, der brutalt maser saften ud af appelsiner og granatæbler, og som alle gadesælgerne laver juice på. Den koster 80 Lira, og vi køber den fra egen lomme. Så går vi tilbage til hotellet, tager et bad og tjekker ud. Den søde mand i receptionen vil personligt passe på vores bagage og vores nye frugtpresser. Vi bestiller også en minibus til lufthavnen. (Der er masser af selskaber, som udbyder denne service). Det bliver 40 Lira, og de henter os ved hotellet og sætter os af foran lufthavnen.

Tilbage ved Galatabroen køber vi for 2 Lira to muslinger med bulgur, som sælgeren overhælder med friskpresset citron, og 2 færgebilletter til det asiatiske kontinent og bydelen Kadiköy til i alt 3 – altså samme pris som sporvogn og metro.

30 Lira tilbage

Kadiköy er et fedt område. Først virker det lidt kedeligt, men man skal bare fare vild i de små gader. På gaden Tellazade ved Moda Caddesi ligger Plakaçi Hamit, en lille, sjov pladeforretning, der sælger LP’er. På Dr. Esat Isis Caddesi, også ved Moda Caddesi, ligger Vintage Records, hvor pladerne står i alfabetisk rækkefølge, generelt er af lidt bedre kvalitet og også koster en smule mere. På alle disse små gader i Kadiköy sælges der brugt krimskrams samt fisk og kød og grønt, og der ligger også et hav af mærkelige butikker, fx The Dreamers Figure, som er en ret dyr forretning, der sælger actionmanagtige dukker. Alt fra gamle Star Wars-figurer til Elvis- og Spiderman-dukker. Er du vild med figurer, eller mangler du lidt kitsch udsmykning, så kan du se mere på hjemmesiden dreamersfigure.com.

Så køber vi to kaffe og to croissanter på konditori Komsufirin, der ligger på Mühürdar. 10 Lira. Og på samme gade køber vi lidt efter en god, solid kebabanretning som frokost til 13 Lira, før vi tager tilbage til hotel Deniz Houses for at blive hentet af minibussen. Færgebillet 3 1/2 Lira. På havnen køber vi 100 gram grillede kastanjer til 3 1/2 Lira.

Pletskud! 0 Lira tilbage

Turen til lufthaven tager to timer, men vi er i god tid og stresser ikke. Trafikken er derimod indbegrebet af stress; fuldstændig sindssyg og anarkistisk. Vi griner af de vanvittige trafikanter, snakker om vores gode oplevelser, om den lidt uheldige start, der i bund og grund intet betød for vores budget, og om at tage tilbage en dag og kombinere det med en rundrejse i Tyrkiet. Her er meget at se, meget at smage og meget at opleve. Det er billigt, flybilletterne er billige, og byen har en lang sæson. Fra april til slutningen af oktober.
God tur – det kan i den grad anbefales.