fotograf ditte isager


Af: Chris Pedersen.
Foto: Ditte Isager.

 "Er det dig fra Copenhagen Food?" spørger Ditte Isager, da jeg møder hende på Café Europa i det indre København en tidlig morgen i juni. Hun er iklædt jeans, en oversize denimskjorte, og om håndleddene har hun et Rolex og et par flettede læderarmbånd. Det mørke hår hænger nonchalant ned over ørerne og dækker akkurat et par store øreringe, der minder er glasskår, men sikkert er et par uslebne diamanter. "Ja," svarer jeg en kende forbløffet, fordi den afslappede kvinde ikke ligner min forestilling om en cool fotograf med succes på det amerikanske marked. Hendes udstråling er velopdragen og lun, og hun undskylder flere gange for at komme fire minutter for sent, før hun bestiller en smoothie med banan og jordbær samt en portion drænet yoghurt med ahornsirup og friske bær.


Madentusiaster kender formentlig Ditte Isagers billeder fra hendes fotografier til kogebøgerne om den danske restaurant Noma og af den britiske stjernekok Gordon Ramsay. Hendes billeder virker realistiske og uopstillede, og med sin fingerspidsfornemmelse for naturligt lys har Ditte Isager gennem de seneste år skabt sin egen niche inden for fotografi af gastronomi, interiør og portrætter. Hun arbejder jævnligt for det internationale interiørmagasin Elle Decoration, og berømtheder som den italienske designer Silvia Fendi, arkitekten Daniel Libeskind og det amerikanske ikon Martha Stewart har alle ladet sig forevige af den 33-årige dansker.

"Martha Stewart ved, hvad hun vil, så det kan være ret intenst på sådan en skydning," fortæller Ditte Isager.
"Hun er enormt pernitten med sit hjem, og fordi der er så mange optagelser, er hun hysterisk med, at der ikke må komme ridser eller mærker. Derfor skal der tæpper under alle stativer og alt udstyr." Martha Stewart vil dog bare gerne se fin ud.
"Hun er 68 og holder sig ualmindeligt godt. Men man skal ikke lægge et hårdt lys hende. Det skal være blødt og flatterende." Og billederne taler deres tydelige sprog – Isager forstår at sætte et flatterende lys. Både på mennesker og på mad.
"At fotografere mad er som at fotografere ansigter og interiør," forklarer hun, "det handler om det rette lys. Og mad er ligesom et ansigt, hvor man skal finde ud af, om lyset skal komme ind bagfra eller skal lægges fra siden. Det er i virkeligheden helt banale, tekniske ting, der er afgørende for, om et fotografi bliver godt."

Trak i håndbremsen

Ditte Isager havde egentlig ambitioner om at starte på journalisthøjskolen og blive krigsfotograf, men som 21-årig gik hun i lære hos fotografen Leif Schiller, som er en af Danmarks dygtigste reklamefotografer. Igennem læretiden begyndte hun lige så stille at arbejde med sine egne kunder, og som 28-årig sad hun med sit eget studie i København, "gigantiske, faste udgifter og en pensionsopsparing". Det føltes for voksent, og hun trak derfor i håndbremsen og flyttede til London, hvor hun hurtigt landede i faste job hos Elle Decoration og The Daily Telegraphs livsstilstillæg. Efter halvandet år i den britiske hovedstad begyndte hun at få henvendelser fra New York, og i forbindelse med en ferie mødtes hun med magasinet Travel Leisure, som ringede et par timer efter mødet for at tilbyde hende en opgave i Mexico. Opgaven blev aflyst på grund af en orkan, men kontakten til det anerkendte rejsemagasin var etableret, og i 2007 flyttede Ditte Isager til New York.

Før afrejsen havde hun også fået etableret en kontakt til madens svar på amerikansk Vogue, magasinet Gourmet, som Ditte Isager fotograferede for flere gange, før magasinet lukkede i slutningen af 2009.

Hvad er en madstylist?

"Min første rigtig store skydning var for Gourmet. Jeg kom fra London, hvor jeg godt nok havde skudt til Elle Decoration, men i New York er budgetterne meget større, og holdene minder nærmest om en filmoptagelse. Ud over mit hold står der fire mennesker i køkkenet og laver mad – to madstylister med assistenter. Derudover er der interiørstylisten med hendes assistent, set-designeren samt modeller og hår- og makeupartister. Og til sidst er der Gourmets artdirector og fotoredaktør."
Ditte Isager griner, da jeg spørger hende, hvad en madstylist laver?

"Madstylisten laver maden og sørger for, at den ser lækker ud. Nogle er virkelig dygtige. Og så er der andre, der går rundt med en pincet og lige skal vende et jordbær. De er vildt irriterende," siger hun og illustrerer ved ganske omhyggeligt at vende et frisk jordbær i serveringen af drænet yoghurt.

"Det kan være en fordel, at det ikke er en kok. Det er nemlig ikke altid nødvendigt, at gulerødderne har marineret i 24 timer. Måske ser de pænere ud, når de bare bliver blancheret. Det vigtige er, at retten ser naturlig og indbydende ud."
Det skal desuden gå hurtigt, når først maden står foran kameraet.

"Først får jeg en dummy, der ligner den færdige ret. Det kan være en hel prøve eller en tom tallerken. Den får jeg til at stille op efter. Og så skifter vi, når den rigtige mad er klar. Og det skal gå stærkt. En soufflé må ikke falde sammen, og da jeg fotograferede den seneste bog for Noma, var det en helt særlig type retter. Nogle gange kom der røg op fra serveringen, og så skal mange fange den effekt i fotografiet."

Efter snart fire år i New York har Ditte Isager efterhånden opbygget sig et imponerende CV. Hun har for nylig afsluttet en bog om den amerikanske society-kvinde Gloria Vanderbilt, og i Danmark fotograferer hun fast for bl.a. møbelfirmaet Fritz Hansen.
"Det er fedt at bygge verdener op for så forskellige kunder i både USA og Danmark, og jeg er stadig vildt benovet over at få lov til at møde de store personligheder, som jeg beundrer," siger Ditte Isager med et begejstret smil på læberne, før hun pakker sin taske og siger farvel med et varmt knus.  En ærlig varme, som man genkender i hendes fotografier.

10 hurtige om New York

Hvis man kun skal se én ting, hvad skal det så være? ”Mangfoldigheden!”
Hvad er din favoritbydel? ”Tribeca, hvor vi bor.”
Hvor drikker du helst en drink? ”Smith and Mills på North More Street eller Another Room på West Broadway.”
Hvad er dit favoritsted? ”Min brandtrappe.”
Hvad er din bedste New York-hemmelighed? ”Mash broters med sea salt – det er den bedste chokolade.”
Hvad er det mest oversete sted i New York? ”Findes der noget sted, som er overset i den by?”
Hvor får man den bedste to-go kaffe? ”Grand Daisy på hjørnet af Beach og West Broadway. Kaffen er meget mild, og jeg elsker at sidde i solen på deres lille stenbænk udenfor. Er du til en mere stærk super kvali-kaffe, er det hos RBC på 71 Worth. Kaffen er fantastisk, men stedet ikke så hyggeligt.”
Hvor går du helst tur? ”Jeg cykler – op langs Westside Highway.”
Hvor tager du altid gæster med hen? ”David Changs restaurant Momofuku.”
Hvor skal man tage hen, hvis man vil have en lille pause fra det hektiske? ”Jeg går til til Kula Yoga, et lille hippie-yogasted lige rundt om hjørnet. Det ligger på 3. sal, der er ingen spejle, og holdene er pakket hos de dygtigste lærere.”

Ditte Isagers bedste New York-tips

Shopping

Loppemarkedet på 25th Street og 6 avenue (Chelsea area)
Stort loppemarked hver weekend i en garage på 25th.

Nili Lotan, 188 Duane Street
Fin lille tøj butik, hvor indehaveren sælger sine fantatsiske jakker og skjorter.

Steven Allan, 103 Franklin Street
Godt mix af eget design med ternede og stribede skjorter og andre mærker som Isabel Marant, Earnest Sewn og 3.1 phillip lim.

RRL, 390 Bleecker Street
Ralph Laurens smarte butik med slidte jeans, ternede sjorter og gamle lædertasker.

Moscot, 118 Orchard Street
Supersmarte og klassiske briller i Truman Capote- og Woody Allen-stil.

Ted Mullen, ADRESSE FRA DITTE
De smukkeste smykker i byen.

Ochre, 462 Broome Street
Min yndlings-interiørbutik, der er ejet af et engelsk par. Hun designer lamper og møbler (se ochre.net), han har firmaet Canvas, et lidt billigere brand, der sælger alt fra borde lavet af gamle vandtårne til tallerkener og puder. Begge dele bliver solgt i butikken sammen med antik fund – dyrt, men godt!

John Derrian, 10 East 2nd Street
Interiørbutik, der sælger bl.a. fantastiske stregtegninger af Hugo Guiness.

Tommy Guns Salon, 138 Ludlow Street
Smart ny frisør i Lower East Side. Darren er den bedste frisør, i flere år blev jeg kun klippet, når jeg var i London, nu har vi endelig fået ham til NY.

Farmers Market, v. Union Square
”Mandag, onsdag, fredag og lørdag kan man købe sæsonens frugt og grønt, oste, brød og blomster. Det er virkelig velassorteret og en fantastisk måde at købe ind på.”

Spisesteder

Café Habana, 17 Prince Street v. Elisabeth Street
Deres cubanske grillede majs er fantastiske.

Balthazar, 80 Spring Street
Klassisk NY i fransk brasserie-stil.

Freemans, Rivington (mellem Bowery og Chrystie)
Der er tit proppet med mennesker, men værd at vente på. Dejlig afslappet mad.

The Dinner, 85 Broadway
God brunch. Lige rundt om hjørnet ligger Marlow, der også er supergod.

Momofuku Ssam bar, 207 2nd Avenue
Min favoritrestaurant. Hamashi og pork buns er fantastisk, men alt smager godt her!

La Esquina, 106 Kenmare Street
Super mexicansk mad. Restauranten har også en bar, hvor man kan sidde og få en hurtig frokost.

Odeon, 145 West Broadway
Vores lokale diner – klassisk, super hyggeligt Tribeca-sted, hvor bl.a. Robert de Niro kommer.

Cafe Gitane, 242 Mott Street 
Her skal du have avocado on toast og granola!

Lupa, 170 Thompson Street
Lækkert italiensk køkken.

The Spotted Pig, 314 West 11th Street
Britisk gastro-pub.

Barrio Chino, 253 Broome Street
Simpel mexicansk mad, hjemmelavet guacemole og de bedste magaritas i byen.

Sobakoh, 309 E 5th Street
De bedste sobe-nudler. Man føler sig meget sund, når man går derfra.

Blue Ribbon Sushi, 119 Sullivan Street
Supergod sushi og eggplant med miso – alt her er så fint og delikat.

Nyhedsbrev

take_away_room_service_cofoco

sanpellegrino_Ad_01

Copenhagen Food Magazine, Gl. Kongevej 85, 1. th., 1850 Frederiksberg