Af: Missu Schneidermann
Foto: Carsten Andersen/TV 2
Hvad er din livret?
”Al mad lavet med kærlighed og lidt salt og peber. Ellers bare nye kartofler på hjemmebagt rugbrød.”
Hvor har du haft din bedste spiseoplevelse?
”Jeg har spist på gode og dyre restauranter mange steder i verden, men intet slår en frokost hos min mormor og morfar. Hele familien samlet om et langt bord. God mad og samtale. Det er det, måltidet handler om.”
Hvad har du altid i køleskabet?
”Hylder. Og gær.”
Hvad er du flov over at kunne lide?
”Flov? Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at jeg godt kan lide torskelever på dåse og finker til jul; altså nyrer, hjerte og lever, der har fået tæsk på panden.”
Hvad nægter du at gå på kompromis med, når du køber ind?
”Kød, fjerkræ og rødvin.”
Hvad ville du aldrig spise?
”Øhhh, der er jeg ikke nået til endnu. Sikke en afsløring. Jeg er opdraget med, at man skal smage på alt.”
Hvilket køkkenredskab kan du ikke leve uden?
”Mine Porsche-knive.”
Hvad spiser du de dage, du ikke har tid til eller orker at lave mad?
”Risotto. Italiensk fastfood på 18 minutter. Det har vi vist alle tid til.”
Hvad er dit bedste kulinariske tip?
”En teskefuld sukker i retter med tomat. Det afbalancerer syrligheden. Og lad stegen hvile under et viskestykke. Ikke pakket ind i alufolie – det tvangsdamper den, så kødet bliver sejt.”
Hvilken ret/menu laver du, når du skal have gæster og vil være sikker på, at det bliver en succes?
”Jeg kører ikke med en fast succesmenu, men tilpasser den årstiden. Hvad kan jeg få lige nu? Men jeg laver da en relativt populær kammusling efterfulgt af osso buco og til dessert semifreddo med chokoladekage.”
Lars Hjortshøj udgiver til efteråret en kogebog om toscansk mad på forlaget People’sPress. Heldigvis har han stadig tid til at give den gas i ’Live fra Bremen’ hver fredag aften på TV 2.




