
Af: Chris Pedersen.
Foto: Cannelle et Vanille
Serious Eats
I 2002 fik den 30-årige newyorker Julie Powell ideen til at arbejde sig igennem de 524 opskrifter fra Julia Childs kogebogsklassiker ’Mastering the Art of French Cooking’ fra 1961 og dokumentere forløbet på bloggen ’The Julie/Julia Project’. Hun udbenede bl.a. en kylling, kogte en krebs og lærte at pochere æg, og mens hun fabulerede over udfordringerne i det franske køkken, voksede hendes læsertal støt. I dag kan man finde blogs, der er dedikerede til alt fra opskrifter på det perfekte franskbrød til forårsruller og hele universer af desserter. Og madblogsene er kommet for at blive, siger Kristian Brask Thomsen. Han er tidligere restaurantdirektør og chefsommelier hos bl.a. Formel B og The Square i London, og nu driver han virksomheden The Dinner Party, hvor han ud over at afholde eftertragtede middagsselskaber rådgiver bedre restauranter og hoteller rundt om i Europa.
Kristian Brask Thomsen mener, at blogsene udmærker sig ved at være mere personlige end professionelle skribenter, hvorfor læserne har lettere ved at identificere sig med bloggernes holdninger og smag.
“Man finder de blogs, som man sympatiserer med, og som harmonerer med ens egne smagsløg,” siger han, “det gør, at der er plads til enormt mange forskellige vinkler på det at lave og nyde mad.”
Brask Thomsen sætter desuden lighedstegn mellem krisen hos dagbladene og læsernes interesse i bloggernes betragtninger.
“Der ikke så mange penge til undersøgende og kritisk journalistik længere, og det har åbnet et vindue for almindelige mennesker med noget på hjerte.”
5 blogs du bør læse
Den sødeste tand
’Cannelle et Vanille’ er en forrygende inspirationskilde af desserter. Bloggen blev startet i 2009 af den spanske dessertkok Aran Goyoaga, som deler ud af sine opskrifter og desuden har en skøn, visuel stil. Hendes chokolademousse med kokos og hasselnødder er vidunderlig, og det samme er opskriften på pæregaletter med pistacienødder.
cannelle-vanille.blogspot.com
Rendyrket americana
Hvis du elsker burgere, amerikanske hotdogs, bagels og ikke mindst cheese cake, så tjek journalisten Ed Levines blog Serious Eats ud. Levine skriver for avisen The New York Times, og på bloggen deler han ud af både opskrifter og gode tips til at grille de bedste burgere, blande den bedste cole slaw og bage citronkage med Campari-glasur eller klassiske, amerikanske fire cracker-kiks.
seriouseats.com
Asiatiske fristelser
Bloggeren Aun Koh bor i Singapore, og hans blog ’Chubby Hubby’ er en delikat rejse igennem det asiatiske køkken. Sammen med sin sexede kone S afslører han bl.a. hemmelighederne bag asiatisk chicken curry, og når parret rejser til fx Paris eller Venedig, løfter de altid sløret for deres favoritrestauranter.
chubbyhubby.net
Gourmet-amatøren
Manuskriptforfatteren Adam Roberts står bag bloggen ’Amateur Gourmet’, som på morsom vis guider glade amatører til kunsten at stege en lammekølle, pochere et æg perfekt og tilberede den mest udsøgte risotto. Adam Roberts er desuden vært for en række videoguider til food2.com, hvor han gennemgår forskellige opskrifter i en let og underholdende tone.
amateurgourmet.com
Den danske
32-årige Kasper Bergholt er stemmen bag ’Bergholts Opskrifter’, hvor han fortæller om alt fra favoritrestauranter til gode vine og giver sin uforbeholdne mening om den generelle tilstand i den danske gourmet-verden. Bloggen er en af Danmarks mest besøgte madblogs, og den har over 40.000 unikke brugere om måneden.
bergholt.net



