Af: Chris Pedersen
Foto: Jonas Bie
En klumme fra 2011 (marts - april udgaven af Copenhagen Food Magazine)
Vis mig dit køleskab
Tre halvfyldte flasker ketchup, et glas sennep med honning, 2 liter økologisk mælk, 4 æg og en gammel øjencreme. Det er sådan cirka indholdet af mit køleskab. Og det er sjældent anderledes. Jeg når nemlig aldrig at handle før lukketid, og om lørdagen vil jeg helst stene på sofaen og streame de seneste afsnit af ’Project Runway’, ’Smagsdommerne’ eller ’Luksusfælden’. Jeg har nemlig en grundlæggende modvilje mod supermarkeder, hvor børnene larmer så meget, at man ikke kan tænke. Og så er det bedre at blive væk og leve af take-out fra Istedgade. Jeg er med andre ord et klasseeksempel på en 33-årig ungkarl med et kreativt job og en angst for at blive voksen. Og det kan selv et barn aflæse i mit køleskab.
Sådan er det ikke hjemme hos mine jævnaldrende venner. Særligt ikke hos et par, som bor et stenkast fra mig og ofte står klar med aftensmad, familieidyl og gode råd, når jeg ikke kan holde ud at kigge mig selv eller mit køleskab i øjnene. Dér betales der topskat, og køleskabet er altid fyldt til randen med pumpernikkel, ufiltreret æblejuice og lækre spegepølser. Hun sørger for de økologiske indkøb, og selv om han arbejder over 50 timer om ugen, så har han stadig tid og overskud til at holde sylteaftener med sine kammerater, hvor de eksperimenterer med hindbærmarmelader, græskarpickles og økologiske rødbeder med fennikel. De smager skidegodt, og jeg ender altid med at snige mig ind i deres køkkenskab og spise en saltet dill pickle, som er næsten lige så helende som et rør Pringles, når jeg har tømmermænd.
En anden af mine kammerater er mere kontrolleret. Men det er også nødvendigt med tre børn, en blomstrende karriere i reklamebranchen og en misundelsesværdig fysik, som kun kan opretholdes med en stram træningskalender og en endnu mere stram diæt. Forleden var vi til middag i indre by, og her delte han rundhåndet ud af sine slanketips. “Du må aldrig spise hvidt brød, men ristet rugbrød smager rigtig godt med en tynd skive ost,” forklarede han. “Det er også vigtigt altid at have et par gulerødder inden for rækkevidde eller en lille pose mandler i lommen. Du må spise op til fem om dagen.”
Jeg ville gerne se ud som ham. Men det er ikke realistisk. For det første ejer jeg ikke en brødrister, og jeg vil altid hellere købe en ny skjorte frem for en køkkenmaskine. For det andet har jeg prøvet at tage gulerødder med i tasken med det resultat, at min taske pludselig begyndte at lugte sødt, fordi jeg glemte dem. Og for det tredje er fem mandler aldrig nok. For jeg har hverken viljestyrke, mådehold eller selvkontrol, og hvis der er noget, jeg kan lide, så propper jeg mig, indtil jeg føler mig som en spærreballon og bliver nødt til at lægge mig ned og svede på de kølige køkkenklinker.
Her kan jeg så glæde mig over, at jeg ikke har noget lækkert i køleskabet. For så ville jeg da også lige spise det.
