"Jeg får børn af forbavselse"

"Sikke en nasty æblekage, du har lavet," vrængede en af mine gæster, da jeg serverede min "hjemmelavede" dessert til min 33-års-fødselsdag i sommer. En engel fløj igennem stuen, og så brød jeg tavsheden med en tilståelse. Jeg havde nemlig klasket den sammen af færdiglavet æblegrød fra Irma. Fordi jeg ikke gad skrælle tre kilo æbler. Fordi jeg forestillede mig, at flødeskummet og solbærgeleen ville overdøve accenten af fabrik, og fordi min døgenigt af en kammerat havde overbevist mig om, at ingen kunne smage forskel alligevel.

Hjemme hos ham er det nemlig mere reglen end undtagelsen at få serveret færdiglavet mad forklædt som hjemmelavede delikatesser. Han bor i det indre København, og han plejer at løbe ned på den italienske restaurant La Vecchia Signora i Grønnegade og købe Spaghetti alle Vongole, når har får damebesøg. Derefter kyler han indholdet af foliebakkerne ned i en gryde og serverer så den delikate skaldyrsret med samme selvhøjtidelighed, som havde han kysset hver en musling, før den blev serveret for aftenens udkårne.

"Det er der ingen, som opdager," plejer han at sige. "Medmindre de åbner skraldespanden og ser de tomme bakker."

Hjemme hos mig er det et "no-no" på højde med burhønseæg at spise mad fra dåser, tuber eller pulverblandinger, og det er mest, fordi jeg synes, det er så pinligt at blive taget på fersk gerning. Som dengang min ekskæreste tilberedte kartoffelmos med smør og muskatnød, mens jeg undrende så til, fordi jeg troede, at kartofler var lige så sjældne i en kartoffelmos som rejer i en rejeost, og faktisk havde købt brevpulver med hjem, da han bad mig om at købe ind til brændende kærlighed.
“Plejer du virkelig at spise det vamle stads?” spurgte han.

Og det svarede jeg ja til, hvorefter jeg forklarede, at jeg kom fra et hjem, hvor risengrød kom fra en plastikpølse i køledisken, forloren skildpadde fra en dåse fra Tyskland og kartoffelmos fra en pose i sølvfolie.

Kort efter blev madlavningen i mit køkken til et enmandsprojekt. Han flyttede ud, og det samme gjorde færdigretterne. Når jeg altså ikke tager imod gode råd fra min dovne kammerat eller ser programmerne med den amerikanske tv-kok Sandra Lee, som har ophøjet dovenskaben til en kunstart. Det blonde tv-fænomen springer altid over, hvor gærdet er lavest, og laver kirsebærtærter af· dåsebær og frossen tærtedej. Selv frugtsalat bliver tilberedt med færdighakkede frugtstykker, fordi det er for hårdt at skrælle en banan og skære den i skiver, hvis man samtidig skal ligne en million og holde samtalekøkkenet pletfrit.

Men hvis det virkelig er så hårdt at skære en banan i skiver, så er fidusen kun at servere færdigmad i luksusklassen. Lavet af gode råvarer og et minimum af pulverblandinger. Som skaldyrstærten fra slagteren på Værnedamsvej eller den nye luksusburger fra Burger & Bun på Istedgade. Men dovenskaben koster. Forleden dag vågnede jeg med tømmermænd i hovedet og en fremmed i sengen, som ville smage de sagnomspundne burgere. Ridderligt smuttede jeg på gaden for at købe burgere, men da jeg så regningen på næsten 400 kr. for to burgere med pomfritter og milkshakes, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Per Wennicks legendariske dokumentarfilm ’Grevinden på Tredje’, hvor Erna Hamilton ser prisen på en kop suppe på den Den Gyldne Fortun i det indre København."100 kroner for en kop suppe," siger hun med forfærdelse i stemmen. "Jeg får børn af forbavselse." C

"Jeg får børn af forbavselse"

Nyhedsbrev

Galleri

Seneste artikler