Af: Chris Pedersen
Foto: Jonas Bie
En klumme fra 2010 (august - oktober udgaven af Copenhagen Food Magazine)
Fra hønens røv
Min ven hader kinesisk mad."Alt kød er skåret ud i små firkanter," siger han, "man ved aldrig, om det er kylling, hund, and eller rotte."
Jeg væmmes ved hele dyr, men jeg er helt vild med alle former for hakket, uidentificerbart kød. Hakkedrenge, medister, thailandske kyllingefrikadeller og kinesiske dim sum med svinekødsfyld. Jeg spiser det hele. Bare jeg ikke kan se, hvilket dyr kødet kommer fra. Og det er ikke, fordi det er en synd at slå ihjel eller spise noget med øjne. Det synes jeg ikke.
Jeg har bare aldrig fået et naturligt forhold til vores fødekæde. Når jeg spiser foie gras, så "glemmer" jeg, at gåsen engang har trukket vejret, nydt aftensolen med sine venner og opfostret en familie. Jeg vil bare ikke tænke på det. Og jeg vil ikke røre ved hele stykker kød. Mest fordi en haresteg ligner en lille baby, og flæskesteg minder mig om den orne, der engang trådte på mig og forstuvede min fod. Derfor har jeg heller aldrig forstået ”delikatesser” som hele vagtler, fisk med hoved eller dybstegte soft shell-krabber. For mig ligner det bare en dyrekirkegård, og jeg hører kapelklokkerne ringe i takt med, at tallerkenen bliver båret ind på bordet.
I virkeligheden giver det ingen mening, at jeg har det svært med dyr. Jeg er nemlig opvokset på landet. Nærmere betegnet i Kerteminde, i et hus med havkig, skov i cykelafstand og bondegårde lige om hjørnet. Alligevel har jeg aldrig brudt mig om dyr, medmindre de altså var hakkede eller skåret i firkanter eller udskåret til en tournedos klædt i skiver af bacon. Og som den eneste i min søskendeflok identificerede jeg mig 100 procent med Nana fra DR’s børneserie, da hun besøgte en bondegård og med væmmelse konstaterede, at æg kommer "ud af røven på en høne."
Jeg er heller ikke vild med at spise noget, der kommer direkte fra en hønserøv. Men jeg beundrer nu ægget, fordi det bliver lagt af en høne, som jo ikke er kendt for at være det hurtigste dyr i skoven, men alligevel pakker ægget så pænt ind. Det ligner en velplejet grøntsag, og i virkeligheden kunne delikatesser som kalvebrisler, snegle og harestege lære meget af det elegante hønseæg. Hvis de pakkede sig lidt bedre ind fra starten, ville jeg nemlig tilberede og spise dem med velbehag. Men indtil de lærer at klæde sig ordentligt, må de finde sig i at blive hakket, pureret, flået og indbagt. Jeg venter med spænding på, at de lærer det, og indtil da håber jeg bare, at min kinesiske madpusher ikke serverer rotte for mig. Det er nemlig en ting, jeg ikke vil spise – ikke om de så både hakker den, laver den til en pølse, svøber den i bacon og derefter skærer den i fine skiver og anretter den på en symfoni af ketchup. C
