Tekst: Frederik Munch
Foto: Ditte Isager og Polfoto
Tour de France - Kulfiberheste og legendariske bjergtinder
Copenhagen Food giver dig en tur på bagagebæreren op til dette års Tour de France. Se, hvor du skal cykle og spise, hvad rytterne og kommentatorerne spiser, og find ud af, hvad du kan glæde dig til, efter startskuddet har lydt. Vi har undersøgt mulighederne i det franske cykelland og talt med Rolf Sørensen om livet under Tour de France.
Provence
Der er skrevet et utal af bøger om Provence og Côte d’Azur. Det er der selvfølgelig er grund til, Provence vrimler trods alt med lækker mad, vin, smukke udsigter, godt vejr, strande, glamour og landmandsliv. Men det bliver nemt klichéfyldt, når landskaberne og byerne, de lokale og de gemte, små kroer bliver skildret af frankofile skriversvende. Men så sker det! En uge om året kører Tour de France-feltet så igennem Provence. Og er der noget herligere end at bruge en hel sommer foran fjernsynet? Kommentatorerne svinger mellem højtflyvende beskrivelser og historisk fakta, platheder og uforglemmelige udbrud. Man kan gå til og fra det ene drama efter det andet, sætte sine egne ord på billederne og lade sig inspirere til sin næste ferie. Tour de France virker på mange måder. Hovedsageligt som cykelløb, men også som reklame og grundlag for gode stunder.
Kunne du tænke dig en lille smagsprøve på Tour de France? Så er Provence stadigvæk et af de helt rigtige steder på ruten at besøge. Klimaet egner sig godt til cykelsporten, sæsonen er lang, områdets veje er gode, der er ikke megen trafik, bjergene flytter sig ikke lige med det samme, og efter en dag på cyklen kan du se frem til lækker mad og vin i smukke og afslappende omgivelser. Nej, der er ikke noget at sige til alle de bøger, der er skrevet om området.
Kroen
Kroen Auberge de Tourrettes ligger i byen Tourrettes sur Loup. Med et forrygende køkken og billedskønne udsigter over Cap d´Antibes og middelhavets indigoblå hav kan det være svært at forlade denne lille oase af velvære for at opleve de franske landeveje. Men området er et cykelmekka! Og ud i bjergene skal man næsten. Især fordi hotellet har 17 Wilier-cykler (i kulfiber selvfølgelig) og ligeledes ligger inde med cykeltøj og diverse skræddersyede løsninger til de cykelglade.
Kommer du til Auberge de Tourrettes for at cykle igennem og udfordre de legendariske bjerge, serverer restauranten de helt rigtige måltider, før du klatrer op af de glubske stigninger. Efter strabadserne kan du så glæde dig til en velfortjent 4-retters gourmetmiddag og et godt glas vin fra området. Eller en flaske – du er trods alt på ferie.
Men hvem tager egentlig på cykelferie på Auberge de Tourrettes? Er det kun de helt cykelmaniske? Verdensmesteren Thor Hushovd, Gustav Larsson fra Saxo Bank og Tristan Valentin fra Cofidis er blandt de ryttere, der for nylig boede på kroen. Men de boede side om side med almindelige cyklister. Man bestemmer heldigvis selv, om man besøger stedet på grund af landskabet, den gode mad, cykelfeber, træning eller noget helt fjerde.
Bjergene
Bestiller du en cykelweekend hos Auberge de Tourettes, kan du vælge at komme på guidede ture, for eksempel til det højeste bjerg (1912 meter) i Provence, Mount Ventoux – også kendt som det skaldede bjerg. Her bliver du informeret og instrueret om bjergets hårdhed, hvordan man tager højde for vinden, hvilke gear der anbefales på forskellige strækninger og generel cykelteknik på op– og nedkørsler. Efter du forhåbentlig har indtaget bjergets skaldede top, bliver du fragtet tilbage til kroen med bus – medmindre du da har gode ben og hellere vil cykle. Det er helt op til dig og din kondition.
Col de la Madone, lidt uden for Nice, har altid været et bjerg, cykelryttere trænede på. Siden 1998 var det også Lance Armstrongs faste træningsbjerg op til Tour de France. Det var på dette bjerg, han fandt ud af, om han var klar til verdens største cykelløb eller ej. Ifølge Armstrong selv vidste han to uger før Tour de France, efter en tur op ad Col de la Madone på fuld speed, om han ville vinde eller ej. Se, hvor tæt du kan komme på hans bedste tid på strækningen, som han kørte i 1999. 30 minutter og 45 sekunder tog det den 7-dobbelte vinder af Tour de France.
Er du mere til at cykle rundt på må og få (uden guide), er det heldigt, at Tourrettes sur Loup ligger i hjertet af et af verdens bedste cykelområder. Du kan, når alt kommer til alt, bare klikke dig selv i pedalerne, tage en rygsæk på ryggen og cykle af sted. Området omkring Auberge de Tourrettes er fyldt med stigninger og nedkørsler – og heldigvis er der ikke kun bjerge, men også en overflod af cafeer, restauranter, markeder og vingårde. Du kan få adresser, kort og anbefalinger på kroen, før du cykler af sted.
Er du til dansk terræn, hygge og gastronomiske oplevelser, kan du cykle lidt frem og tilbage langs den franske riviera. Bakkerne er ikke så voldsomme langs kysten, klimaet er stabilt og luften behagelig. Og bliver det alligevel for hårdt, kan du kaste dig i de turkisblå bølger. Desuden er kystbyerne fyldt med små, charmerende beværtninger. Du kan uden problemer finde lækre restauranter, gadekøkkener, markeder og millionvis af delikatesser.
Copenhagen Food anbefaler hermed en cykelferie i det sydfranske. Design den, som du vil, men der er noget magisk ved at opleve områder fra jernhesten.
På knasende linje med Rolf Sørensen
Tre sider A4-papir, to headset og en bil i bevægelse. Interviewet med Rolf Sørensen er meget lig en direkte tv-transmission fra et cykelløb. Linjen knaser lidt, båndoptageren står på ’rec’, der bliver griflet kruseduller på papirerne, dyttet med hornet og snakket cykelløb, kost og forventninger.
Hvad består rytternes kost af under Tour de France?
”Om morgenen får rytterne müesli og den slags. Og på etapen må de nøjes med energibarer, vand og energidrik. Aftensmåltidet starter typisk med, at rytterne får en salat og så noget magert kød. Kylling, kalkun – noget i den stil. Og så en slags kage. Og frugt. De skal have mange kulhydrater. Rigtig mange. Man må tænke på, at de bruger et sted mellem 4.000 og 7.000 kalorier om dagen. Så der bliver altså serveret rigtig meget mad i store portioner.”
Der er efterhånden en del hold, der har gourmetkokke med. Hvad betyder det for rytterne og for kosten?
”Selvfølgelig at maden nok smager lidt bedre, men det vigtigste er jo stadig, at de får den rigtige mænge kulhydrater, vitaminer og hvad de ellers har brug for. Tour-ledelsen er jo også inde over kosten.”
Hvad så med jer i kommentatorboksen, hvad spiser I?
”Der er en frokostrestaurant tilknyttet alle os, der følger touren. Og hver dag står en fransk kok for menuen. Det er god, solid mad. Teknikeren får typisk kun dette ene rigtige måltid om dagen. Alle har vildt travlt. Under et helt Tour de France spiser vi måske ude syv gange. Alle de andre aftener gælder det bare om at finde noget hurtig, nem mad. Det er det samme ude i bilerne og på ruten. Mange spiser bare junk food, men man kan sgu ikke leve af lortemad og sandwich i tre uger. På hviledage spiser vi hele holdet sammen, hvis der er mulighed for det. Så finder vi en god restaurant. Jeg spiser også meget efter regioner. Nu starter vi jo omkring Bretagne, og så skal jeg selvfølgelig have østers.”
Hvem går mest op i gastronomi på jeres hold?
”Det må nok være Jørgen Leth og jeg.”
Har du altid været en gourmand?
”Jeg har, siden jeg kom til Italien som 17-årig, fået den italienske madkultur helt ind i mit system. En almindelig dag – generelt i hele Italien – går for det meste med at snakke om, hvad man skal spise om aftenen, og hvordan det skal tilberedes. Næsten alle pengene bliver brugt på at købe mad. Og sådan er det over det hele. Vi danskere kunne lære meget af italienerne og deres madglæde. Det er meget sort og hvidt i Danmark. Kun en lille del af befolkningen går rent faktisk op i maden. I Italien elsker alle mad. Man kunne ikke finde på at spise et jordbær i februar måned i Italien. Og ligesom jeg gerne spiser efter regioner, så spiser jeg også meget efter årstider. På den måde får man den bedste mad – sådan gør man også i Italien. Man leder simpelthen efter den korteste vej fra ingredienser til færdig ret.”
Hvis du skulle give et bud på podiet i år, hvordan tror du så det ser ud når de når Paris?
”Jeg ville nok sige Alberto Contador. Andy Schleck. Og så Cadel Evans.”
Hvilke ryttere regner du med kan overraske i årets Tour de Frence?
”Jeg ville nok kigge efter tre af de danske ryttere. Matti Breschels, Jacob Fuglsang og Chris Anker Sørensen. Matti Breschels kunne godt gå hen og vinde en etape, og de to andre vil vi se som stærke og vigtige hjælperytter, der helt sikkert vil levere en stor indsats.”
Hvordan forbereder du dig som kommentator til Tour de France?
”Jeg har lige været 10 dage i Frankrig for at køre en masse af de store stigninger og opsigtsvækkende passager på diverse etaper. Det er en god måde for mig at afgøre hvilke etaper og strækninger, der kan blive afgørende. Så er der selvfølgelig en masse at læse, folk at snakke med og så videre.”
Hvilket etaper vil du så påpege som de mest spektakulære i år?
”Kongeetapen bliver nok med start fra Pinerolo i Italien. Det er den hårdeste og den sværeste etape på årets rute. Fantastisk hårde og svære stigninger. Men også etapen, der går over Alpe d’Huez, bliver en spektakulær etape. Den er kort og intens i år.”




