Vil-du-gerne-bryde_FINAL-med-txt_xl_web

Af: Marie Steenberger
Illustration: Christine Clemmensen

Vil du gerne bryde en dårlig vane?

Vi hører hele tiden om dem. Vanerne. De gode og de dårlige. Men har du nogensinde undret dig over, hvornår en vane bliver en vane, og hvorfor er det så svært at slippe af med en dårlig en af slagsen? Marie Steenberger guider dig ud af dine dårlige vaner.

Du tænker nok ikke over, om det er en vane eller ej, når lørdagsslikket bæres frem foran fjernsynet om aftenen, eller når du tager bilen i stedet for cyklen. Når du putter mælk i kaffen, eller når du køber det samme slags pålæg uge efter uge. Sådan er det med vaner. Du har vaner uden at skænke dem en tanke.

En vane opstår ved, at du gentager den samme handling igen og igen. Når du ikke længere tænker over det, men gentager handlingen per automatik, så er handlingen blevet til en vane.

Fordelen ved vaner er, at du får ro, tryghed og genkendelighed i en hverdag spækket med mange indtryk. Hjernen behøver ikke at være på arbejde, så længe dine handlinger er blevet til vaner. Bare tænk på, hvor sjældent der er helt nye ting i din indkøbskurv. Selv om du kan se de nye madvarer, og du er interesseret i dem, vælger du ofte de madvarer, du er vant til at købe.

Vaner skal give mening

Ulempen ved vaner er, når de forhindrer dig i at leve sundt. For at bryde de dårlige vaner kræver, at du slår autopiloten fra et øjeblik og finder ud af, hvornår, hvorfor og hvordan din vane er opstået. Der er nemlig forskel på vaner. Nogle har du selv skabt, nogle har du kopieret fra din ægtefælle, mens andre er hemmelige passagerer, som du har taget med dig fra din barndom.

Fælles for vanerne er dog, at de altid er opstået med et formål. Hvis vanen på et tidspunkt har givet mening for dig, har du taget den til dig. Vanen opstår, når den giver dig noget positivt – også selv om det med tiden er blevet negativt. Tænk over det. Du vil fx ikke blive ved med at spise noget, der smager ulækkert, og derefter spise det så mange gange, at det bliver til en vane. Vaner opstår gennem positive følelser, ikke negative.  Og det er de positive følelser, der er svære at give slip på, når du vil bryde en vane.

Det tager kun et øjeblik at bryde din dårlige vane

I selvudviklingskredse siges det,  at det tager 21 dage at bryde en vane. Chris MacDonald påstår, at det tager tre måneder at bryde en vane. Min erfaring er, at du kan bryde en vane fra den ene dag til den anden. Tænk bare på kvinder, der ryger, og som pludselig bliver gravide. De fleste stopper med at ryge fra den ene dag til den anden, hovedsageligt fordi der er noget, der er vigtigere (og mere positivt) end det, selve vanen har givet dem, indtil de blev gravide.

Du kan bryde dine dårlige vaner på et øjeblik, men det kræver tre ting:

1. Stop vanen.
2. Håndter de følelser, der opstår, efter du er stoppet.
3. Hvis du følger punkt 1 og 2, er der ikke noget punkt 3!

Så simpelt er det. De fleste sovser rundt i punkt 1, fordi de ikke er konsekvente nok. Der er ikke nogen mellemvej eller halve måder at stoppe en vane på. Enten stopper du, eller også stopper du ikke.  Enten spiser du slik, eller også gør du ikke. Enten ryger du, eller også gør du ikke. Det er første skridt.

Punkt 2 er mindst lige så vigtigt som punkt 1. Det er nemlig følelserne, der er knyttet til din vane, der er en forhindring for at ændre vanen. For selv om du godt ved, at vanen er usund eller dårlig for dig, så kan det være svært at ændre den, fordi du kan være bange for at miste de følelser, som vanen har givet dig. Lørdagsslik er jo ikke bare lørdagsslik. Lørdagsslik er forbundet med hygge, familiefølelse, fællesskab og afstresning efter en lang, travl uge. Og det er angsten for at miste de følelser, der er knyttet til vanen, som du skal håndtere, når de opstår.

Punkt 3 er så sandt, som det er sagt. Hvis du følger punkt 1 og 2, så er det gode budskab, at der ikke er et punkt 3.

Tænk i sunde alternativer

Men der er ting, du kan gøre, som vil hjælpe dig til at holde de dårlige vaner fra livet, nemlig at tænke i sunde alternativer. At ændre vaner kræver ekstra fokus og evnen til at tænke nyt og ud af (trygheds)boksen. Sæt dig for at finde ud af, hvordan kan du få fx hygge, familiefølelse eller fællesskab samtidig med, at du lever sundt. Tænk også over, hvilke gode vaner der skal erstatte de dårlige. Og sidst, men ikke mindst: Sørg for at gentage de handlinger så mange gange, at de bliver en vane, som du udfører per automatik.

Held og lykke!

Nyhedsbrev

take_away_room_service_cofoco

sanpellegrino_Ad_01

Copenhagen Food Magazine, Gl. Kongevej 85, 1. th., 1850 Frederiksberg