Af: Sara Maria Glanowski
Foto: Timme Hovind
Drik dig rask
Drop dynen og den lunkne kamillete, næste gang du lægger dig syg. Der findes ingen bedre undskyldning for at tage på druk eller åbne barskabet hjemme i stuen end feber og forkølelse. Copenhagen Food· har allieret sig med barchef Nick Kobbernagel Hovind og bartender Sune Urth fra cocktailbaren Ruby og guider til lækre cocktails, der helbreder alt fra forkølelse til blærebetændelse og tømmermænd.
Mirakelmiddel mod feber og forkølelse
Når næsen begynder at løbe, og feberen melder sin ankomst på panden, skal du mikse en stor, stærk whisky toddy. Den er fyldt med C-vitaminer fra citronen, honning til halsen og ingefær, der renser bihulerne. Og så har den nærmest status som mirakelmiddel på Ruby, hvor de stadig fortæller historien om den vinter for længe siden, hvor en forkølet kunde var på vej hjem for at lægge sig syg med influenza. I stedet serverede bartenderen tre whisky toddyer, og det hele endte med, at han var den sidste, der tog hjem – oven i købet med den kvinde under armen, der siden skulle blive hans kone. Og det er måske ikke så underligt. Navnet whisky stammer nemlig fra det keltiske uisge beathe, der betyder livets vand. Og i 1500-tallet opfattede man nærmest spiritus som en slags magisk trolddom eller femte element, der kunne forlænge menneskets levealder betydeligt, fordi det kunne optage alle de gode egenskaber fra lægeurter og krydderier, når man nedsænkede dem i destillatet.
Whisky toddy: Mod forkølelse, efterårsrelaterede sygdomme, snotnæse og feber.
1 cm ingefær
9 cl ginger beer
2 cl citronsaft
2 tsk honning
Varmes til lige under kogepunktet. Skænk i glas efter eget valg og fyld efter med 6 cl whisky.
Damedrinken mod blærebetændelse
En Hot Cranny bør ikke kun være kvindernes favorit, fordi den er rød og minder om en Cosmopolitan i varm version. Drinken er baseret på tranebær, der er gode mod blærebetændelse, og er derfor den perfekte damedrink i de kolde vintermåneder. Og så smager den fantastisk.
Hot Cranny: Mod kulde og underlivsbetændelse
9 cl tranebærjuice
2 cl citronsaft
1 cl vaniljesirup
Et stænk orange bitters
Varmes til lige under kogepunktet. Skænk efter med 4 cl mount gay eclipse og 2 cl velvet falernum.
Piratsjus til stormvejret
Klassikeren Dark and Stormy er en gammel piratsjus, der giver et ordentligt skud energi, når mørket sænker sig, og regnen rusker udenfor. Den er opfundet af den engelske flåde et sted mellem 1530 og 1900-tallet efter det forhåndenværende søms princip og består af lime, som briterne dyrkede i deres kolonier, mørk rom, som matroserne fik som dagsrationer i stedet for gin, når de sejlede hjem fra Caribien, samt ginger beer, som man drak om bord på skibene, fordi det kunne holde sig længere end vand på de lange togter. Rom var dengang fast inventar i flådens og militærets medicinskab, fordi det giver et ordentligt energiboost, når kroppen er udmattet.
Dark and Stormy: God mod skrantende næse og hals eller som energiboost.
Fyld et højt glas med is.
Skær en limefrugt i 8 dele og pres de tre af bådene ned over isen.
Hæld 6 cl mørk rom over.
Rør rundt og fyld efter med is og derefter ginger beer.
Smag til med sukker efter smag.
Morgencocktail mod tømmermænd
Voldsomme tømmermænd er selvfølgelig en uheldig bivirkning ved at medicinere sig selv med cocktails. Men det findes der skam også dråber imod. Corpse Reviver #2 er en af Rubys egne favoritter mod ondt i håret og blev opfundet i slutningen af 1880’erne, hvor man drak cocktails om morgenen for at genoplive kroppen – nogle mener faktisk, at ordet cocktail hentyder til halen på hanen, der som bekendt galer ved daggry, men det er kun én af mange teorier.
Corpse Reviver #2 anbefales ligefrem i bøger fra den tid som en morgenvitaminpille, fordi den indeholder masser af C-vitamin fra citronen samt gin, der indeholder enebær og derfor i 1500-tallet blev brugt som et godt og billigt middel mod smerter i nyrerne, der jo bliver hårdt belastede af at drikke for meget alkohol. Og så er der i øvrigt også et skud absinth i, som ifølge rygterne blev opfundet af Pierre Ordinaire omkring 1790 i Schweiz, efter han flygtede fra den franske revolution. Senere blev det brugt i feltrationerne hos de franske soldater under Algierkrigen.
Corpse Reviver #2: Mod tømmermænd og som morgenvitaminpille.
2 cl Tanqueray gin
2 cl citronsaft
2 cl Lillet Blanc
2 cl Cointreau
1 tsk absinth
Shakes kort og hårdt og skænkes i et dybfrossent cocktailglas uden is. Pynt med et maraschinokirsebær.
Den flydende vitaminpille
En Carrot Head kan nærmest indtages som vitamintilskud, fordi den er fyldt med gode ingredienser som ingefær, citronsaft, honning, sellerisalt og korianderblade. Mange kokke drikker den ifølge bartenderne på Ruby som alternativ til et måltid, fordi den er krydret og kødfuld. Som navnet antyder, er drinken baseret på gulerodsjuice, der også indeholder masser af betakaroten, som giver de aspargesblege vinterben lidt kulør.
Carrot Head: Som vitamintilskud.
1 cm ingefær
9 cl gulerodsjuice
2 cl citronsaft
2 stænk tabasco
4 vrid sort peber
6 cl Tanqueray gin
2 tsk honning
1 knivspids sellerisalt
5 korianderblade
Shakes hårdt over is og skænkes i et højt glas fyldt med isterninger og med sellerisalt på kanten. Pynt med en citronbåd og et korianderblad.
Livseliksiren mod det hele
Cocktailen Panacea består ikke bare af sunde sager som ingefær, citron og proteinrige æggehvider. Den indeholder også den sagnomspundne Elixir Vegetale, som Chartreuse-munkene fremstillede i 1506 som en livseliksir, der angiveligt skulle gøre folk 100 år gamle, hvis man drak en dråbe hver eneste dag. Navnet på drinken er afledt af den græske gudinde for helbredelse, Panakeia, og ifølge bartenderen fra Ruby, der har opfundet og navngivet cocktailen, kurerer denne drink intet mindre end alt.
Panacea: God mod ALT.
6 cl Myers rom
2 cl citronsaft
2 tsk honning
2 stænk angostura bitters
2 stænk orange bitters
1 stænk Elixir Vegetale fra Chartreuse
En anelse frisk æggehvide
Shakes kort uden is og derefter med. Skænkes i et dybfrossent glas uden is. Læg forsigtigt en tynd skive ingefær oven på skummet.




