
Af: Christian Bitz
Illustration: Ditte Gantriis
Hvad nytter idealistiske og revolutionære sundhedsprogrammer, hvis du ikke har en jordisk chance – eller lyst – til at følge dem over længere tid? Intet. Det sunde valg skal være det naturlige valg, og det bliver det kun, hvis vi sætter realistiske mål for, hvad vi kan og vil ændre. Men det glemmer vi ofte i vores iver for at blive sundere og slankere, og den konstante strøm af mere eller mindre sunde og usunde sensationshistorier gør ikke just situationen lettere. For hvad skal man efterhånden tro på som helt almindelig forbruger, der ikke vil leve i social- eller smagsmæssig askese, fordi den nyeste trenddiæt skal følges til punkt og prikke?
Vi kan overordnet dele vores samfund op i to: Dem, der går meget op i sundhed og hele tiden søger mod det, der er optimalt for kroppen. De nærlæser sundhedsmagasiner for at finde denne måneds uundværlige sundhedssandhed – er det dampet rosenkål, at holde sig langt væk fra brød og mælk eller måske et nyt kosttilskud, der koster en formue? De lever og ånder for det sunde og sætter ikke en sund fod forkert på deres selvvalgte, smalle sti. Jeg kalder dem for sundhedseliten.
Sundhed på dine præmisser
Og så er der alle os andre. Bredden. Folket, der på et eller andet niveau går op i sundhed, men så sandelig også har andre lyster og laster, der giver livet kvalitet, kant og kærlighed – men som også kan være genstand for dårlig samvittighed, fordi vi godt ved, at det ikke altid er helt hensigtsmæssigt. Rødvin, hvidt brød med fede oste og selvfølgelig chokolade er bare lidt af det, som jeg har svært ved at undvære. Og som jeg heller ikke vil undvære, fordi det giver mit liv kvalitet og sagtens kan være en lille del af en ellers sund livsstil. Andre har måske en last, når det gælder caffe latte, jordbæris eller cola.
Fælles for mange af os er, at vi gerne vil leve sundt og have det godt, men på vores egne præmisser. Vi vil ikke frygte eller fravælge alt det, der er med til at give livet værdi. Og lad os være realistiske – i en travl hverdag vil der være overspringshandlinger, fristelser og masser af muligheder for at gøre tingene sundere. Men i stedet for at slå dig selv oven i hovedet over alt det, du kan gøre bedre, så glæd dig over de sunde vaner, du har. Acceptér at du (heller) ikke er perfekt. Og find så din balance og vælg sundhed på dit niveau. Ikke på andres præmisser eller opstillede idealer.
Jeg har sagt det flere gange, og jeg siger det gerne igen: Sundhed skal smage og føles fantastisk og aldrig være en straf. Og det kan være svært i den aktuelle sundhedsdialog præget af fantaster, idealister og ren og skær vrøvl. Derfor vil jeg anbefale, at vi begynder forfra og nulstiller. Rykker tilbage til start og derefter tager realistiske skridt mod en sundere og mere sanselig hverdag.
Lav en masse regler – eller lav en masse mad!
”Hvad skal vi spise i aften?” Et spørgsmål de fleste af os skal forholde os til mindst en gang om dagen – og som kan udløse alt fra frustrationer og frygt til fantastisk glæde. Måske er du én af de (få) strukturerede mennesker, der har lavet en madplan, købt stort ind i begyndelsen af ugen og kun skal hente lidt frisk fisk, inden du med sindsro finder dig til rette i køkkenet, mens børnene støvsuger stuen...
Men for alle os andre, der knokler med at få hverdagen til at hænge sammen, og som har (for) lange arbejdsdage, halvtrætte børn i spændende eftermiddagshumør og trang til noget sødt, samt et supermarked med det udvalg, der nu engang er – og den tid, vi nu engang har til rådighed – kan situationen godt være en lidt anden. Det minder ofte mere om overlevelse. Og aftensmåltidet bliver ikke altid en idyllisk oplevelse med tid til samvær, samtale, hygge og så selvfølgelig en pamflet af sund mad, som både børn og voksne spiser med stor fryd.
Aftensmåltidet er en af de få begivenheder, hvor familien stadig (kan) mødes. Det har gennem generationer været et naturligt samlingspunkt, og det bør det blive ved med at være. For hvad har vi ellers tilbage som familie? Når vi mødes om bordet om aftenen, er det mere end bare mad. Det er nærhed og kærlighed. Det er essensen af at være en familie.
Desværre er den stund ved at smuldre i vores travle hverdag. For hvordan får vi et harmonisk måltid i en tid, hvor tid er lige præcis det, vi mangler allermest? I en tid præget af smagsdommere og idealister, der sætter rammer, som vi alle skal passe ind i? I en tid hvor sundhedsbegrebet fylder mere end smag, sanselighed og socialt samvær?
Svaret er realisme. Vi kan ikke leve over evne og tro, at karriere, familieliv og sund mad(lavning) automatisk rystes sammen til en lykkelig åbenbaring. Det sker ikke. Og der findes ingen magiske hokuspokus-løsninger. Til gengæld findes der i sundhedsrealismen masser af muligheder for at få tingene til at hænge bedre sammen, og et par essentielle elementer i den forbindelse er planlægning, indkøb og tilberedning af aftensmåltiderne. Så er du på rette vej. Og så behøver du slet ikke tænke så meget over alt det, du kan gøre sundere eller bedre.
Drøm eller realisme?
Giver dine aftensmåltider anledning til dårlig samvittighed? Får du købt (godt nok) ind? Er du god (nok) til at lave mad? Er det sundt nok? Og er det okay med en pizza? Der er nok overspringshandlinger, der ikke lever op til forventningerne om det idylliske familieideal. Ikke desto mindre er det en nødvendighed for mange af os i ny og næ. Og ved du hvad? Det er helt okay. En knasende sprød og fedtet nr. 63 er helt sikkert en kalorierig bandit, der ikke just rimer på sundhed, men den kan, hvis du nyder den i fulde drag, være fantastisk for sjælen. Og for hyggen. Men selvfølgelig fungerer næringsfattig take-away ikke hver dag. Ligesom asketisk slankekost heller ikke gør det. Du skal finde en realistisk balance, hvor du kan få de praktiske gøremål til at gå op i en højere enhed. Og du ved sikkert godt, hvor du kan blive bedre til at planlægge din dag – det kunne f.eks. være indkøb, inspiration til nye, sundere retter, tid til motion. Det vigtigste er, at det tager udgangspunkt i dit eget liv, og at du foretager realistiske ændringer. Hellere små og holdbare ændringer end overambitiøse planer. Forsøger du at ændre for meget for hurtigt, risikerer du at smide det hele på gulvet og fortsætte et liv i overlevelsesbanen, hvor du kun kan drømme om en sundere hverdag. Og det er der ikke meget sundhed i.
Christian Bitz’ 5 råd til en sundhedsrealistisk hverdag
Jeg har på baggrund af de 8 kostråd og aktuel forskning kogt sund mad ned til 5 enkle retningslinjer, som udgør fundamentet for en sundere livsstil. De kan bruges og fortolkes, så de passer ind i din hverdag, for det er jo det, det hele handler om: At det passer til dig – og ikke omvendt.
1. Spis rigtig mad
En stor del af vores fødevarer er i dag forarbejdet i en sådan grad, at de er drænet for næring og næsten ikke er til at genkende fra deres oprindelige form. Mange er tilmed tilsat fedt, sukker, salt og kunstige tilsætningsstoffer, så de holder sig længere eller får en ønsket konsistens, farve eller smag.
Det betyder, at du skal spise flere fødevarer, hvor du kan genkende dets oprindelse. Så sig ja tak til fuldkornsprodukter og friske råvarer som grøntsager, frugt, hele stykker kød og fisk.
2. Spis kød som tilbehør
Mange af os er vant til at bygge vores retter op om kødet, mens grøntsagerne reduceres til en udkogt straf. Men det laver vi om på nu. For med et par basale salattricks i ærmet er du klar til at begynde dine indkøb der, hvor du kommer ind i supermarkedet: i grøntafdelingen. Vi behøver ikke ukritisk skære bøfferne væk, men forsøg dig med en holdningsændring, hvor grøntsager, fuldkornsprodukter og fisk har en mere fremtrædende rolle.
3. Hold dig fra Holland
Det betyder ”spis sæsonens frugt og grønt” (men det med Holland lyder bedre!). Det er et faktum, at størstedelen af udenlandsk frugt og grønt indeholder flere pesticidrester end danske afgrøder. Og det er et faktum, at vitaminer nedbrydes af bl.a. luft, lys og varme, så jo længere frugt og grønt har ligget, desto færre næringsstoffer er der i det. Der er derfor ikke meget sundhed eller smag tilbage i et blåbær, der er sejlet ind fra Sydamerika, der med mere end fem ugers transport forgæves skal forsøge at leve op til sit hypede helse-ry. Så glem alt om superfoods eller tomater i januar. Sæsonens danske afgrøder er bedst, billigst og mest miljøvenlige.
4. Brug sukker som krydderi
Tilsat sukker i kager, slik og sodavand er sammen med resten af indholdet ikke godt for os. Og vi ved det jo godt. Men nogle gange er det bare lidt hyggeligere at spise TV-MIX end gulerødder, og vi skal ikke frygte sukker, men spise det med omtanke. Hvis vi grundlæggende opfatter sukker som krydderi, så har vi en indstilling, der klart indikerer, at vi skal spise det i mindre mængder. Du spiser jo heller ikke gigantiske mængder paprika, vel?
5. Hold det enkelt
Hvordan kan en pasta med lidt tomatsovs og parmesanost smage så fantastisk i Italien? Det er, fordi de bruger gode råvarer og tilbereder dem nænsomt og med respekt. Pasta koges al dente i en stor gryde. Tomaterne har sæson (eller fra dåse), og osten er ikke en tilfældig masseproduceret og vakuumpakket trekant. Og mere skal der ikke til. Gode råvarer og kærlighed i køkkenet. Og det kan vi lide.
Om Christian Bitz
Christian Bitz er uddannet cand.scient. i human ernæring, sundhedsrealist og helt almindelig travl familiefar. Desuden er han ’Go’morgen Danmarks faste ernæringsekspert og populær foredragsholder, der formidler sin sundhedsfaglige viden på en sympatisk, ligetil og underholdende måde.
Hans første bog, ’Bitz din sundhed’, der udkom i januar, røg direkte ind som nummer 1 på bestsellerlisten.
Bitz dit køkken
Christian Bitz’ nye kogebog ’Bitz dit køkken’ indeholder mere end 200 formidable opskrifter, der strutter af sundhed og smag. Du kan få alle råvarerne i almindelige supermarkeder, opskrifterne er enkle at tilberede, og med de medfølgende madplaner bliver det ikke lettere og billigere at få en sundere hverdag. ’Bitz dit køkken’ er mere end traditionel sundhedsopfattelse. Der er fokus på måltidet, og du får konkrete råd til alt lige fra smag til sundhed og selve måltidssituationen.
Bitz’ mission er krystalklar: Sundhed er for alle og må aldrig blive fanatisk eller uopnåelig. Han guider dig til en holdbar livsstil, hvad enten du vil tabe dig eller blot være lidt sundere. Alle bogens retter er udviklet sammen med kokken Claus Holm og er perfekte til helt almindelige, supertravle familier.
’Bitz dit køkken’ udkom den 16. september på Politikens Forlag.



