Æ synnejysk kaffeboe – kagegilde fra mojnlandet

Det sønderjyske kaffebord er en af Danmarks få kulinariske traditioner, som er tilknyttet en bestemt egn. Det kaloriemættede kagebord var og er noget særligt i kraft af skikke, dogmer og særlige retter som rugbrødslagkage.

Når der skulle komme gæster til kaffebord på Else Hansens barndomsgård, blev hun sendt hen over markerne til nabogårdene for at invitere til ”awtensfremmed”, som det store kaffegilde kaldtes på egnen. Det var i 1950’erne ikke langt fra Vojens. Der var brændekomfur i køkkenet, men intet køleskab, så det var noget af en udfordring for Elses mor at diske op med de mange kager. Men bages skulle der, for ved et ægte sønderjysk kaffebord bør der ikke være nogen smalle steder, heller ikke i gæsternes buksevidde.

Traditionerne forbundet med det sønderjyske kaffetaffel blev lagt i slutningen af 1800-tallet, dengang området hed Nordslesvig og var under tysk styre. De dansksindede i grænselandet mødtes i forsamlingshuse for at holde fast i deres danske nationalidentitet, men det spændte de tyske myndigheder ben for blandt andet ved at forbyde al servering af øl og spiritus. Som en erstatning for glædens dråber blev samlingspunktet for møderne i stedet kaffe og kage. Den nationalromantiske kampgejst forbundet med forsamlingerne førte også til, at der blandt bondekonernes gik sport i at medbringe de fleste og bedste kager. Gejsten skyldtes måske også, at kvinder ikke havde stemmeret, ikke kunne være med i idrætsforeninger og derfor bedst kunne udøve virke gennem deres husførelse.

Overfloden af kager blev også hjulpet på vej af bøndernes lette adgang til for eksempel mel, æg og mejeriprodukter af gårdenes egen avl samt flittige husmødre, der havde tid til at stå i køkkenet i dagevis og ælte dej med de bare, rødmossede næver og piske flødeskum. Traditionen om kaffebordet bredte sig videre fra forsamlingshusene til de privat hjem. Men vel at mærke kun, hvor der var råd til det. Fattige husmandssteder og almindelige arbejdere i byerne havde ikke penge til denne overflod. Og blandt borgerskabet blev der ofte rynket på næsen af almuens fråseri.

KAGEGILDETS DOGMER

Når sønderjyderne dækkede op i bondestuen på den nedarvede damaskdug med det dyre porcelæn og dannebrogsflagene, blev der ikke sparet på noget. Traditionen sagde, at et fuldt kaffebord skulle have mindst syv bløde og syv hårde kager. Nogle kager, som for eksempel gode råd, knepkage og rugbrødslagkagen, var særegne for landsdelen, mens andre kager også kunne findes i de danske og nordtyske kagetraditioner. Modsat i dag var der ikke prestige i at diske op med noget helt nyt, det skulle helst være, som det plejede.

Man startede med de bløde kager. Den første var æ pomple – lune boller, der skulle komme nybagte fra ovnen med masser af dejligt, gult tandsmør og hjemmelavet syltetøj. Pomple var en af flere ”stopkager”, som også talte for eksempel kringle, sandkage og andre ”torter”. Stopkagerne blev spist, inden man nåede til de rigtige lækkerier.

”Kringlen gav mest prestige af stopkagerne, for den var sværest at få let og luftig,” husker Else.

Efter stopkagerne kom højdepunktet. Det var her, bondekonen fremviste sin ypperste formåen for de lækkersultne blikke. Det kunne være vandbakkelser, der ikke måtte være faldet sammen, men skulle være store og fyldt med masser af flødeskum. Medaljer lavet af mørdej og fyldt med vaniljecreme. De måtte ikke være for bløde i det, men heller ikke for hårde, for så fløj de over i skødet hos naboen, når skeen skulle vriste en bid af dem. Til slut nåede selskabet til lagkagen, som i Elses hjem oftest bestod af sukkerbrødsbunde, der var lagt sammen med syltetøj og creme og dekoreret med flødeskum i mønstre. På toppen skulle der ligge en gyngende klat ribsgele. Husmoderens hjemmelavede selvfølgelig.

Efter de bløde kager var gæsterne nået til de syv hårde kager i form af småkager som for eksempel fedtkager, knepkager og gode råd. Imens herlighederne blev indtaget, plaprede kvindfolket, og mændene brummede og røg pibe. Sladderen flød som kaffen i rigelige mængder, gerne hjulpet på vej med en punch eller to. Kaffebordet blev nemlig også brugt til at ”orientere”. I en tid før Facebook og almindelig udbredelse af telefoner var kaffebordet det forum, hvor bønderne selv fortalte nyheder, inden rygtemøllen begyndte at løbe, fortæller Else.

’DO SKA’ DA HA’ EN STYK TIL!’

Man skulle gerne tage to gange ved et sønderjysk kaffebord. Kagefadene var i konstant cirkulation blandt gæsterne, og en gæst med en sindig gaffelføring kunne nemt komme bagud. Man stablede kagerne og fyldte løbende op på tallerkenen i et tempo, der kunne give den utrænede byboer åndenød og sved på panden. Holdt en gæst sig tilbage af misforstået høflighed eller mavepine, blev gæsten nådesløst nødet.

”Der var en bondekone, som sommetider gemte en svesketorte fra bageren ude i køkkenet. Inden småkagerne blev budt rundt, når gæsterne sad og allerede var propfyldte, kunne hun finde på at forsvinde ud i køkkenet og vende tilbage med bagerkagen. Dengang var kager fra bageren finere end dem, man selv bagte. Så blev gæsterne nødet til at tage et stykke til og skylle det ned med en kop kaffe mere. Oven på det opbud forekommer det mærkeligt, at der var plads til at spise en af hver af de fire-fem forskellige slags småkager, der fulgte bagefter, men det var der altså,” fortæller Else.

Den sociale prestige forbundet med at kunne fremvise de overdådige kageborde kunne føre til et kapløb om at overgå naboen i at bage flere og flere af de krævende lagkager. Der findes beretninger om bondekoner, som næsten får nervøse sammenbrud over beske bemærkninger fra nabokonen om deres bagekunst.

”Ja, der var fem lagkager, men den jæn sku’ man ha’ en øjs for å hug i stykker,” er en spydig nabo citeret for at sige i Niels Bøgh Andersens Fiskersøn fra Aventoft. 

”Jeg tror ikke, min mor gik så meget op i at lave de bedste og flotteste kager, men hvad naboerne syntes om kagebordet, det kunne hun blive nervøs over,” husker Else.

Selvom kaffebordet var en indgroet del af sønderjydernes identitet, fik det en deroute efter Elses barndom. I 1960’erne kom husmoderen ud på arbejdsmarkedet, og de mange serveringer begyndte at skrumpe ind på grund af tidspres og en faldende egenproduktion af næsten gratis råvarer. Nye og slankere skønhedsidealer satte også det opulente kaffebord under pres. Else mener selv, at fjernsynets fremkomst også havde en del af skylden. I dag eksisterer kaffebordet mere som et kulturhistorisk levn, der sommetider genopføres til festlige lejligheder, end det sociale forum, det engang var for hele grænselandet.

Administrator CF